Annonce
112

Episode på broen var ikke havareret lastbil: Bilist holdt bare helt stille

Vejle: Både Vejdirektoratet og politiet oplyste torsdag middag, at en havareret lastbil var skyld i, at trafikken gik i stå på Vejlefjordbroen omkring klokken 11.

Men et tip til Vejle Amts Folkeblad viser, at der var tale om en noget anden situation på broen.

Det bekræfter vagtchef Halfdan Kramer fra Sydøstjyllands Politi.

- Der var ikke tale om en havareret lastbil. Der var en mand, som af ukendte årsager stoppede op i sin personbil midt på motorvejen mellem andet og tredje spor, fortæller vagtchefen.

Han gætter på, at forklaringen om den havarerede lastbil måske skyldes, at lastbiler nogle gange placerer sig på tværs af motorvejen for at bremse trafikken og forhindre, at andre biler kører op i de biler, der holder stille på kørebanen.

Foto: Local Eyes

Ville ikke fortælle, hvem han var

Hvorfor bilisten, en 31-årig mand fra Vejle-området, valgte at stoppe sin bil midt på motorvejen, har vagtchefen ikke noget bud på. Men der var ikke tale om et uheld, ligesom han heller ikke mener, at manden havde planer om at tage sit eget liv på broen.

Den 31-årige mand holdt midt på kørebanen i cirka syv minutter, indtil en patrulje kom til stedet.

Manden ønskede ikke at oplyse sig navn, og derfor så politiet sig nødsaget til at anholde ham på stedet.

- Havde det været i nattelivet, kunne man nok have talt med vedkommende i ti minutters tid og forsøgt at få ham til at fortælle, hvem han var, inden man anholdte ham. Men af hensyn til stedet, handlede det primært om at få trafikken til at køre videre, siger vagtchef Halfdan Kramer.

På spørgsmålet om, om der var tale om en psykisk syg person, svarer vagtchefen:

- Det kan jeg ikke svare på. Jeg er ikke læge.

Foto: Local Eyes
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce