Annonce
Jelling

Er du sulten efter en sjov oplevelse: Så tag en tur med Marcipanbrødet

Diesellokomotivet HHJ Dl 11 fra 1952 - kendt som Marcipanbrødet - står for trækkraften den 21. og 28. juli. Foto: Sydjyllands Veterantog
Fra på søndag er veterantoget mellem Vejle og Jelling igen klar til at køre med alle vogne, og den nye vogn er af ekstra fin karakter.

Jelling: Var det noget med en tur med Marcipanbrødet?

De næste to søndage er det et diesellokomotiv fra 1952, som trækker veterantoget mellem Vejle og Jelling. Lokomotivet har fået sit spiselige tilnavn, Marcipanbrødet, på grund af dets udseende og røde farve.

Efter weekendens graffitihærværk mod en af de gamle togvogne kørte veterantoget sidste søndag med færre vogne end normalt. Det fik flere af passagererne at mærke, da de måtte stå op på grund af de manglende siddepladser.

Men nu er toget igen klar til at køre med fuld kapacitet, da en ekstra - og finere - vogn bliver koblet på toget.

- Den nye vogn er en kupevogn og skiller sig ud, da man ikke sidder i et åbent rum, men i fire kupeer. Vognen har derfor også kun 30 siddepladser, mens den ødelagte vogn havde 46 siddepladser. Så udefra ligner vognen de andre, men indeni er den noget finere, siger Johannes Gravgaard, der er pressemand for Sydjyllands Veterantog.

Annonce
En af veterantogets vogne blev i sidste weekend udsat for hærværk, men nu er toget klar med en fin erstatningsvogn med kupeer, som i gamle dage kørte med folk på 2. klasse. Foto: Sydjyllands Veterantog SJVT

Stor interesse

Selvom veterantoget søndag kørte med nedsat kapacitet, så er Johannes Gravgaard meget glad for den store interesse.

- Vi har aldrig haft så mange med ude at køre, så det er jo helt fantastisk og noget, vi slet ikke var forberedte på, siger han.

Derfor ærgrer det også Johannes Gravgaard, at så mange måtte stå op på søndagens tur til Jelling.

- Det var ærgerligt for dem, som måtte stå op, da vi ønsker, at alle får en lige god oplevelse ud af det. Men på søndag er der forhåbentlig sæder nok til alle, siger han.

Veterantoget kører gennem Grejsdalen søndag 21. og 28. juli. Turen 28. juli bliver en jubilæumstur, da jernbanestrækningen Vejle-Jelling-Give fylder 125 år.

Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Alle plejecentre får måske fast læge

Annonce