Annonce
Vejle

Er du til indisk-afghansk køkken? Vejle har fået ny restaurant ved gågaden

Malika Haji Dawood slog lørdag dørene op til Mazza Restaurant i Orla Lehmannsgade i Vejle, hvor hun byder gæsterne på retter efter sin mors opskrifter. Foto: Torben Juhler
Hun er 23 år og måtte pendle mellem bankerne. Men nu har Malika Haji Dawood med opbakning fra familien åbnet Mazza Restaurant i Orla Lehmannsgade, hvor buffeten skal lokke gæsterne til.
Annonce

Vejle: Er du til butter chicken og andre indiske og afghanske retter, så er Orla Lehmannsgade din nye destination.

Her åbnede Mazza Restaurant efter et langt tilløb endelig dørene lørdag, og opskriften er ganske simpel: For 129 kroner - og 40 kroner billigere til frokost - får du adgang til en salatbar og en buffet, som du kan gå på opdagelse i, så mange gange du har lyst.

Ejeren af den nyåbnede restaurant, som ligger i Nam Nam Sushis tidligere lokaler, er Malika Haji Dawood, og hun har store forventninger til restauranten.

- Vi kører fast med en åben buffet, som består af vildt forskellige retter, og to til tre gange om ugen skifter vi nogle af retterne. Vi har åbent alle ugens syv dage både for frokost- og aftengæster, og vi sørger for, at retterne er friske hen over dagen, fortæller Malika Haji Dawood.

Annonce

Vejle trænger til noget nyt

Med sine blot 23 år kan hun nu både kalde sig iværksætter, restauratør og HF-studerende samtidig med, at hun passer et arbejde i hjemmeplejen i Aarhus.

- Jeg har taget et sabbatår fra HF for at få tid til at åbne restauranten her i Vejle, men jeg fortsætter med at arbejde i hjemmeplejen. Jeg har tidligere arbejdet i en restaurant i Aarhus, og jeg overvejede at åbne en restaurant der. Men der er så mange andre restauranter med etnisk mad, og jeg synes, at Vejle er et sted, der trænger til at opleve noget nyt, siger den unge restauratør.

Annonce

Mors hjemmelavede opskrifter

Hun har ansat to tjenere og folk i køkkenet, hvor hendes storebror er med til at tilberede maden til buffeten.

- Retterne er nogle, jeg selv har oplevet, min mor har lavet, og dem vil jeg gerne give videre til vejlenserne. Min storebror laver maden og bliver vejledt af min mor, så alt bliver tilberedt af hjemmelavede opskrifter. Min mor har altid lavet mad derhjemme og til fest. Jeg er vokset op med hendes mad, og min morfar var en kendt kok i Afghanistan, så nu giver de det videre til os, fortæller Malika Haji Dawood.

Hun er single og bor i Rask Mølle, mens hendes mor kører til Vejle fra Ikast.

Annonce

Løb mellem bankerne

At tilløbet til at åbne restauranten blev så langt, skyldtes flere ting.

For det første var det ikke let at få overbevist en bank om, at den skulle låne en 23-årig penge til at åbne en restaurant.

Malika Haji Dawood måtte i tre måneder besøge en stribe banker, inden der var et pengeinstitut, som ville låne den 23-årige dansk-afghaner penge til at åbne sin restaurant, hvis åbning blev forsinket af coronakrisen. Foto: Torben Juhler

- Det er svært at blive selvstændig, når du er så ung. Min bank mente, at jeg var for ung, og jeg løb rundt mellem bankerne i tre måneder, indtil jeg fandt en, der troede på mig, fortæller restauratøren.

Hun gjorde klar til at åbne 1. april, men det satte coronakrisen en stopper for, men nu kan hun endelig servere maden fra sit barndomshjem for vejlenserne.

Annonce

Sygeplejerske eller revisor

- Min familie er afghanere, men jeg er født i Pakistan og har boet i Danmark i syv år. Familien hjælper mig gennem åbningen og støtter mig i, at jeg skal være selvstændig. Men de siger også, at uddannelse er førsteprioritet, så når restauranten er oppe at køre, kan jeg læse videre, fortæller den energiske dansk-afghaner.

Hun overvejer noget så forskellige studier som at læse til sygeplejerske eller revisor.

- Jeg kan godt lide tal og økonomi, men jeg kan også lide at arbejde med mennesker, så jeg vil gerne være sygeplejerske eller revisor, siger hun med et grin.


Familien hjælper mig gennem åbningen og støtter mig i, at jeg skal være selvstændig. Men de siger også, at uddannelse er førsteprioritet.

Malika Haji Dawood, restauratør
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce