Annonce
Vejle

Ét barn smittet efter omstridt sampasning - chef tror ikke på sammenhæng

Rune Asmund Sørensen, dagtilbudschef i Vejle Kommune, holder fast i, at det var den rigtige beslutning at gennemføre sampasningen i fem institutioner før påske. Arkivfoto: Mette Mørk
Et af de børn, der var i sampasning i påsken, er efterfølgende konstateret positiv med covid-19. Dagtilbudschef ser dog ingen sammenhæng mellem smitten og sampasningen.

Vejle: Flere forældre udtrykte bekymring, da Vejle Kommune besluttede at holde fast i sampasningen de tre dage op til påske.

Her lukkede hovedparten af de kommunale daginstitutioner, så personalet kunne afvikle den på forhånd fastlagte ferie, mens de børn, der havde brug for pasning, blev samlet i fem forskellige institutioner rundt i kommunen.

Flere forældre mente, at det var en rigtig dårlig idé at samle børn og ansatte fra forskellige institutioner på færre adresser midt under en corona-pandemi.

Annonce

Men Vejle Kommunes chef for dagtilbud, Rune Asmund Sørensen, holdt fast i beslutningen. Og sampasningen har ikke udløst en større smittespredning blandt de implicerede børn og voksne.

Kæder ikke sammen

Et barn, der til daglig er i Møllehuset i Gårslev og blev passet i en af de sampassende institutioner, Krystallen i Børkop, er dog efterfølgende konstateret smittet med corona.

Men dagtilbudschefen mener ikke, at der er en sammenhæng mellem barnets smitte og sampasningen før påske.

- Vi har ikke kædet det sammen med sampasningen, for intet tyder på, at barnet blev smittet i sampasningen. Barnet blev testet negativt lige inden sampasningen, og der er gået mere end en uge, til det blev testet positivt. Samtidig har der været en del smitte i Gårslev i en periode, så derfor er det ikke usandsynligt, at barnet er blevet smittet i lokalområdet, siger Rune Asmund Sørensen.

Annonce

Har ikke kortlagt det

Han understreger dog, at kommunen ikke har kendskab til, hvordan smittekæderne præcist har været.

- Derfor kan jeg ikke give et mere præcist svar, siger han.


Der har været en del smitte i Gårslev i en periode, så derfor er det ikke usandsynligt, at barnet er blevet smittet i lokalområdet.

Rune Asmund Sørensen, dagtilbudschef


Barnet i Møllehuset blev testet torsdag i ugen efter påske og var positivt. Det havde været i institution om onsdagen, og på den baggrund blev 30 børn og fire medarbejdere sendt hjem som nære kontakter.

Dagtilbudschefen forventer, at de kan vende tilbage til institutionen senest torsdag.

Annonce

Risikoen var mindre

Mener du, at bekymringen for sampasningen var helt ubegrundet fra forældrenes side?

- Der er en smitterisiko, hver gang børn og medarbejdere samles i en daginstitution. Men med de foranstaltninger, vi havde lavet i sampasningen, er det min vurdering, at risikoen for at blive smittet isoleret set var mindre for børn og medarbejdere der. Så jeg vil mene, at der ikke var nogen grund til at være særligt bekymret i en sampasning, siger dagtilbudschefen.

Set i det lys, at ingen formentlig er blevet smittet i dagene med sampasning, var det så den rigtige beslutning af fastholde den?

- Sampasningen er en forudsætning for daginstitutionernes ferieplanlægning, så set i det lys var det den rigtige beslutning at fastholde den. Det betyder, at vi har en bedre bemanding i de andre uger, siger Rune Asmund Sørensen.

Ud over det ene tilfælde i Møllehuset har kommunen ikke konstateret flere smittede i daginstitutionerne, hverken blandt børn eller voksne, den seneste uges tid.

- Den sidste uge har været meget stille, og vi kan godt mærke, at smitteudbredelsen i Vejle er faldet, konstaterer dagtilbudschefen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv For abonnenter

NPV satser på byggestart inden nytår: Posthusgrunden skal bebygges fra 'den billige ende'

Debat

Jeg havde ellers glædet mig!

Kultur

Kæmpe overraskelse: Se Danmarks bedste pressefotos

Annonce