Annonce
Vejle

Et gevaldigt løft for Skibet Skole: De 'midlertidige bygninger' fik lov at stå i 40 år

Der blev grædt tørre tårer på Skibet Skole, da skolens mange pavilloner, hvoraf nogle har stået på skolen i over 40 år, forleden blev kørt væk. Foto: Trine Lehd
Befolkningstilvæksten fik de midlertidige bygninger til at knopskyde på Skibet Skole, så der til sidst stod 26 sammenbyggede skurmoduler på skolens grund. Der blev grædt tørre tårer, da de forsvandt.

Skibet: Der blev grædt tørre tårer på Skibet Skole, da de sidste pavilloner forleden blev hejst på blokvogne og kørt væk.

Pavillonerne - der egentlig bare er sammenbyggede skurvogne - har i årtier fungeret som undervisningslokaler i både specialafdelingen og almendelen på Skibet Skole, der har omkring 315 elever fra 0. til 6. klasse i almendelen og cirka 88 elever i specialafdelingen.

Pavillonerne er knopskudt på skolen over flere årtier i takt med, at befolkningstallet i Skibet har overhalet skolens kapacitet.

- De ældste af pavillonerne var omkring 40 år gamle - de var ikke så svære at vælte, lad mig sige det sådan, lyder det fra Jonas Langer Flyvholm, projektleder på opgaven og ansat i teknisk forvaltning, Vejle Kommune.


De ældste af pavillonerne var omkring 40 år gamle - de var ikke så svære at vælte, lad mig sige det sådan.

Jonas Langer Flyvholm, projektleder


Annonce

26 moduler - otte pavilloner

I alt havde Skibet Skole 26 skurmoduler bygget sammen til otte pavilloner, da der var flest.

På nær en enkelt pavillon er de nu fjernet - nogle har Vejle Kommune haft held til at få solgt, mens andre er kørt direkte til genbrugsstationen.

Skoleleder Gert Hougaard og viceskoleleder Irene Uhrbrand glæder sig over, at Skibet Skole er kommet af med syv af sine otte pavilloner, og at skolen i stedet har fået en ny fløj til specialafdelingen og en bedre planløsning og udnyttelse af de eksisterende kvadratmeter. Foto: Palle Søderberg

Som afløsning for pavillonerne har Skibet Skole fået en nybygget fløj til specialafdelingen - og en bedre udnyttelse af de eksisterende kvadratmeter på resten af skolen.

Annonce

- Ekstraordinært glade for løsning

- Vi har fået nogle tidssvarende moderne bygninger, og vi er ekstraordinært glade for den løsning, vi er endt med, lyder det fra skoleleder Gert Hougaard, mens viceskoleleder og leder af specialafdelingen, Irene Uhrbrand, fokuserer på den nye fløj for specialafdelingen, der modtager elever inden for autismespektret fra hele kommunen.

- Vi har fået nogle lokaler, som er faciliterende for børnenes læring og trivsel. Nogle af vores elever er følsomme over for stimuli i form af lys og lyd, og i de nye lokaler har vi mulighed for at dæmpe lyset i de enkelte rum og for at give eleverne mulighed for at sidde alene, hvis de har brug for det, fortæller Irene Uhrbrand.

Samtidig har skolen fået samlet de kreative fag i én og samme fløj ved at tage den nedlagte svømmesal i brug.

- Svømmebassinet blev sløjfet i 2016, og salen stod egentlig bare ubrugt hen. Gennem et godt samarbejde med forvaltning har vi fået taget den i brug igen til sløjd, billedkunst, musik og motorik, som før var spredt ud over skolen. For eksempel lå sløjdlokalet tidligere ved siden af kontoret. Efter ombygningen har vi fået personalerum i det tidligere sløjdlokal,e og det tidligere personalerum er bygget om til to topmoderne klasselokaler, fortæller Gert Hougaard.

Han tager alle sine diplomatiske evner i brug, når han skal beskrive forskellen på Skibet Skole med pavilloner og uden.

- Jeg tror ikke, at der er nogen, der bevidst er gået efter, at Skibet Skole skulle have en masse pavilloner. Henover årene er det bare blevet sådan, fordi der har været så stor tilflytning til området, at det har været den eneste mulighed for at følge med. Heldigvis har vi nu nogle faciliteter, som vi er meget stolte af, siger Gert Hougaard.

Skibet Skoles nye fløj for de kreative fag er bygget oven på det tidligere svømmebassin. Gulvet er formentlig det bedst isolerede gulv i kommunen, da det 2,5 meter dybe bassin blev fyldt op med isoleringsplader, inden der blev lagt gulv ovenpå. Foto: Jonas Langer Flyvholm

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Bytte-bytte-bygrund: Borgmester gør klar til at afgive en pæn bid af Sønderbrogade

Navne For abonnenter

Sanne har været bagerjomfru i 25 år: Uden hende var butikken ikke den samme

Annonce