Annonce
Mad og drikke

Et kapløb med temperaturen: Coronakrisen rammer østersfarm hårdt

Fremtiden ser usikker ud for 22-årige Kristian Borbjerggaard. Han driver virksomheden Venø Seafood, som sælger østers og hjertemuslinger til danske toprestauranter, som alle må holde lukket under corona-krisen. Arkivfoto: Morten Sticker
I den seneste tid har der været stor fokus på, hvordan restauranter bliver ramt af corona-krisen, men leddet, der leverer råvarerne til spisestederne, er også under pres. Et eksempel er 22-årige Kristian Borbjerggaard, der sammen med en investor lige har investeret et millionbeløb i sit østersforetagende.

Lige omkring nytår så alt ellers lyst ud. Der var gang i gesjæften. Så meget endda, at 22-årige Kristian Borbjerggaard sammen med investoren Tommy Raabo Fischer havde investeret et anseeligt millionbeløb i en udvidelse af sin virksomhed, Venø Seafood, der blandt andet leverer østers til landets toprestauranter.

Her godt tre måneder inde i det nye år, hvor sæsonen for limfjordsøsters for alvor skal til at tage fart, er tæppet nærmest revet væk under virksomheden. Ikke fordi der ikke er østers nok, men fordi Kristian Borbjerggaard ikke kan komme af med dem. Corona-krisen har stort set lukket ned for restaurationsbranchen, og når restauranter udgør langt den overvejende del af kunderne, gør det ondt.

- Vi plejer at sælge mellem 2000 og 3000 østers om ugen. Derudover sælger vi hjertemuslinger, som er i sæson lige nu. Jeg vil tro, at vi er gået 95 procent ned i omsætning i den her tid. Så jo, det kan mærkes, siger Kristian Borbjerggaard.

De første par uger efter at regeringen lukkede landet delvist ned, valgte Kristian Borbjerggaard at holde sine medarbejdere i gang ved at få ordnet en masse praktiske ting, som han havde været bagud med på grund af travlhed. Men han ved ikke, hvor lang tid han kan blive ved med at have folk gående, men er meget opmærksom på situationen og følger udmeldinger fra regeringen, hjælpepakke nøje.

- Jeg kommer nok til at finde på andre løsninger, så vi er herovre så lidt som muligt. Vi har stadig vores netsalg og mærker en kæmpe interesse for vores produkter online. Netsalget er væsentligt mindre end salget til restauranterne, men interessen er der, der er helt tydeligt.

Annonce

Venø Seafood

Venø Seafoods er en engros- og detailvirksomhed, som leverer råvarer til primært virksomheder.

Siden august 2017 har virksomheden også leveret friske råvarer direkte hjem til de private.

Bag Venø Seafood står Kristian Borbjerggaard, der er lokal Venø-dreng. Det hører med til opdrætsprojektet, at de bevarer østers i det danske farvand, og Venø Seafood sælger i øjeblikket kun østers i Danmark. Alle østers er håndsorteret og håndbanket.

Læs mere på: https://venoeseafood.dk/om-os/

Chef som 19-årig

Kristian Borbjerggaard stiftede sin virksomhed tilbage i 2016. Dengang var han endnu ikke fyldt 19 år og var lige blevet færdig med HTX. Men han har altid haft en passion for østers, og da muligheden bød sig for at overtage østersanlægget på Venø, slog han til. Østersanlægget på Venø havde på det tidspunkt kørt på lavt blus i nogle år, men faktisk begynder anlæggets historie, før den nuværende direktør blev født.

Dengang opdrættede Nordvestjysk Fritidsfiskerforening, med støtte fra DTU, skrubber og pighvar i de tre bassiner, som stadig er en del af anlægget. En lovændring betød, at de opdrættede fisk gik fra at skulle være på størrelse med en tommeltotnegl til nu at skulle være tre til fire centimeter, og det var det oprindelige anlæg ikke gearet til.

Fritidsfiskerforeningen kunne ikke selv rejse penge til at bygge det nye anlæg. En af øens rigmænd, Christian Kjær, som ejer en stor del af Venø, meldte sig dog som investor på den betingelse, at man begyndte at arbejde med østers. Med vekslende held producerede man østers, primært til det spanske marked, men det gik nærmest i stå i 2009, hvor anlægget igen blev lejet ud til Nordvestjysk Fritidsfiskerforeningen, som brugte det til fiskeopdræt. Der blev stadig solgt østers, men kun omkring 15.000 om året - en brøkdel af, hvad man havde solgt tidligere.

Millioninvestering

I 2016 tog Kristian Borbjerggaard over på østersdelen. Han fokuserede på det danske marked og fik en god kontakt til de danske toprestauranter. Sidste år solgte han omkring 150.000 tusinde østers og har netop taget hul på en udvidelse af anlægget på Venø.

- Vi sælger normalt mange østers i sommerperioden. Det er derfor, vi bygger den nye hal. Den kan køles ned, så vi kan levere hen over hele sommeren. Planen er at udvide med 358 kvadratmeter til østers og hjertemuslinger. Der bliver seks kar, som bliver 12 meter i længden, halvanden meter i bredden og halvanden meter i højden. Karrene bliver sunket ned i jorden, og der bliver et kransystem, som gør det lettere at komme til bakkerne med østers, så vi slipper for mange af de trælse løft, der er i processen, som det ser ud nu, forklarer han.

Selvom den sidste godkendelse mangler, er Kristian Borbjerggaard gået i gang med byggeriet, så det nye anlæg kan stå klar til sommeren, og han er fortsat opsat på at gennemføre projektet, selvom fremtiden nu er blevet meget mere usikker.

- Vi er nødt til at satse på, at markedet kommer tilbage til det normale på et eller andet tidspunkt. Om det så bliver om et eller to år. Nu har vi ventet så lang tid på at få det her byggeri i gang. Der har været en frygtelig masse bureaukrati med Kystdirektoratet og kommunen, fordi vi ligger på en lille ø, så nu hvor vi har chancen, er vi nødt til at køre videre med det, siger han.

- Investeringen nærmer sig snart 10 millioner kroner. Sådan et byggeri har det med at blive dyrere, hver gang der sker det mindste. Vi må se. De første par måneder skal vi nok overleve, men hvis ikke der kommer gang i salget, skal vi nok ned og have en lille snak med banken og finde ud af, hvad vi kan gøre, fortsætter Kristian Borbjerggaard.

Det er dem her, det hele handler om stillehavsøsters (th.) og limfjordsøsters også kaldet fladøsters og stillehavsøsters. Arkivfoto: Morten Sticker

Kapløb med temperaturen

Fiskeri af limfjordøsters begynder tidligt i marts, men på grund af corona-situation har Kristian Borbjerggaard været nødt til at sige til de fiskere, han bruger, at han ikke kan købe flere lige nu.

- Vi har ikke taget helt så meget ind, som vi havde regnet med, men vi har stadig en del østers og hjertemuslinger liggende, siger han.

Havde det nye anlæg stået klar, ville situationen ikke have været helt så kritisk for Kristian Borbjerggaards virksomhed. Problemet er, at kun en del af det nuværende anlæg kan køles ned, og når vandtemperaturen kommer op over 18 grader, skifter østerserne køn og begynder at gyde.

- Hvis østerserne begynder at gyde og skyde deres små larver ud, bliver de tynde i kødet, og så kan vi ikke sælge dem. Vi skal altså have solgt de østers, inden det sker, forklarer han og fortsætter.

- Vi har nok syv, otte ton fladøsters og to et halvt ton stillehavsøsters, som vi skal have solgt inden for det næste halve års tid. Men vi har kun tre et halvt ton liggende i det anlæg, som kan køles ned. Vi må se, hvordan det ser ud, når vi nærmer os sommeren. Hvis det anlæg, som ikke er kølet ned, stadig er fuld af østers, må vi vurdere, hvad vi kan gøre med de østers. Om der er nogen, der kan bruge dem til konserves.

Kristian Borbjerggaard vurderer, at han nok kan holde skruen i vandet nogle måneder endnu. Han prøver at se positivt på situationen, men indrømmer, at han er bekymret for, hvor det hele ender.

- Vi kan håbe, at det bliver en mild sommer, hvor vandtemperaturen holder sig nede. Men det er jo ikke sådan, at når hverdagen vender tilbage igen, at folk stormer ud og spiser på restauranter. Vi bliver formentlig lidt presset i forhold til at komme af med alle vores østers, men vi ser nok frem mod en sommer, hvor danskerne bliver hjemme og forhåbentlig får lyst til at spise vores gode danske råvarer og støtte de lokale producenter som os, siger han.

Udover østers er 22-årige Kristian Borbjerggards virksomhed Venø Seafood også leveringdygtige i hjertemuslinger og limfjordshummere. Her står han blandt nogle af de mange kar med hummere i alle størelser. Arkivfoto: Johan Gadegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Ny vej er afgørende for Kvickly

Annonce