Annonce
Danmark

Få overblikket: Forstå sagen om støjende kampfly på to minutter

F-35-kampflyene kommer til Skrydstrup fra 2023. Arkivfoto: Jacob Schultz.

1) Køb af kampfly

9. juni 2016 blev der indgået en bred politisk aftale om at købe 27 F-35-kampfly, der skal erstatte de nuværende F-16-fly. Prisen for flyene er i alt 66,1 milliarder kroner.

Annonce

2) Tilbageholdt oplysninger

Jyllands-Posten har i flere artikler afdækket, hvordan Forsvarsministeriet i over to år tilbageholdt kritiske oplysninger om kampflystøj, og at de nye fly ville overskride støjgrænserne. Forsvarsministeriet afviser at have tilbageholdt oplysninger. Per Pugholm Olsen, koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriet, erkendte dog over for avisen Danmark i april, at han fortryder, at Forsvarsministeriet i 2015 ikke fremlagde oplysninger om, at fabrikanten forventede mere støj fra de nye kampfly.

3) Støjtal udskudt

Forsvarsministeriet gik i 2017 i gang med at lave nye støjberegninger. Derudover har indkøbet af kampflyene mødt kritik i Rigsrevisionen. Rigsrevisionen har senere blåstemplet købet, men står fast på, at der fortsat er tvivl om, hvorvidt F-35 kan løse alle opgaver.

4) Chokerende støjtal

Efter flere udsættelser kunne Forsvarsministeriet i april 2019 præsentere de endelige støjberegninger. Og konklusionen var chokerende for borgerne omkring Flyvestation Skrydstrup.

Beregningerne viste, at 895 boliger vil opleve gennemsnitlig støj fra kampflyene over det tilladte støjniveau på 55 decibel i bymæssig bebyggelse og 60 decibel i landområder. Til sammenligning overskrides støjgrænserne for 41 boliger ifølge de nuværende støjberegninger for F-16-kampflyene.

5) Lang tids uvished

Siden har naboerne i spænding ventet på, hvordan de bliver kompenseret. Fredag morgen kunne DR så løfte sløret for, at regeringen vil bruge 230 millioner kroner på at kompensere naboerne. 117 husstande vil få tilbud om, at staten vil købe deres bolig, hvis de gerne vil flytte. Dermed er alle ubesvarede spørgsmål ikke besvaret. Avisen Danmark kunne i onsdagsavisen afsløre, at Haderslev Kommune ikke ønsker at føre tilsyn med støjen, da den ikke mener, at den kan varetage opgaven. Derfor ønsker de, at staten overtager. Men det vil staten ikke gå med til. Flere partier mener dog, at staten skal overtage tilsynet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce