Give: Vejle Kommune gør i disse uger endnu et forsøg på at finde en forpagter, der kan puste nyt liv i Under Bøgen på Bøgetorvet i Give.
Kommunen har for anden gang i år sendt forpagtningen af det tidligere spisested i udbud. Forpagtningen af Under Bøgen var også sendt i udbud tidligere på foråret, hvor der ikke var nogen, der søgte om at leje stedet.
Dengang lød meldingen fra kommunen, at man ville overveje, hvad der skulle ske i forhold til forpagtningen, og at man ville analysere, hvad den manglende interesse skyldtes. Siden er forpagtningen altså sendt i udbud igen, og der er også blevet produceret en video, der viser de muligheder, stedet giver for potentielle forpagtere.
Desuden er der ændret på et af de mest væsentlige punkter i forpagtningsaftalen. Forpagtningsafgiften er blevet sat ned fra 6500 kroner eksklusiv moms om måneden til 5000 eksklusiv moms.
Skal give bud inden 30. maj
Hvis man vel og mærke vinder udbuddet, får man for det beløb råderet over spisestedet. Det er på 34 kvadratmeter og indeholder salgsområde, køkken, depotrum og et personaletoilet. Desuden er der mulighed for at lave udendørs servering på et område omkring bygningen.
Indtil den daværende forpagter forlod Under Bøgen i 2019 fungerede stedet som pølsevogn og grill med skiftende bestyrere i godt og vel 20 år.
Kommunen har tre ønsker til en kommende forpagter: Man skal have gode idéer til at gøre spisestedet og udeområdet attraktiv, man skal kunne bidrage til gode oplevelser i Give og sidst men ikke mindst skal man tilbyde måltider, drikkevarer og is til kunderne.
Fristen for at aflevere et tilbud på forpagtningen er denne gang 30. maj.