Annonce
Sport

Fåmælt Roglic takker for støtten efter Vuelta-triumf

Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Vuelta-vinder Primoz Roglic var særdeles afmålt i sin begejstring efter at være blevet hyldet på podiet.

Det er ikke ligefrem steget Primoz Roglic til hovedet, at han søndag blev den første slovener nogensinde til at vinde en grand tour.

Efter at være blevet hyldet på podiet i Madrid som samlet vinder af dette års Vuelta a España holdte den normalt meget fåmælte Jumbo-Visma-rytter således en meget kort takketale.

- Der er ikke meget at sige om det. Mange tak for støtten fra min familie, og alle der var involveret i dette store resultat. Mange tak, og vi ses til næste løb, siger Roglic efter sin historiske triumf.

Alejandro Valverde (Movistar) sluttede på løbets andenplads, mens Roglics landsmand Tadej Pogacar (UAE) fuldendte podiet.

På vej til karrierens største triumf har Roglic, der mødte op til Vueltaen som storfavorit til den samlede sejr, vundet en enkelt etape - en enkeltstart på løbets 10. etape.

Generelt har 2019 været mere end godkendt for den tidligere skihopper. Den samlede triumf i Vueltaen er Roglics 11. sejr i år, hvor det blandt andet også er blevet til samlede førstepladser i både Tirreno-Adriatico og Romandiet Rundt.

Roglic har kørt for Jumbo-Visma siden 2016. Tirsdag meddelte det hollandske hold, at slovenerens kontrakt var blevet forlænget frem til og med 2023.

Søndagens afsluttende Vuelta-etape til den spanske hovedstad blev vundet af Quick-Steps Fabio Jakobsen efter en massespurt. Det var den hollandske mester i linjeløbs anden sejr i dette års udgave af det spanske grand tour-løb.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce