Annonce
Give

Fårene måtte smide pelsen på sommerskolen

Sommerskoleelverne så interesserede til, da Bent Truelsen onsdag klippede museets får. Det foregik med en eldreven klipper, men han havde skam også en gammel hånddreven klipper med. Foto: Børge Larsen
25 skolebørn suger viden til sig på museets sommerskole. De når dog næppe at blive uddannede hedebønder.
Annonce

Give: Der er meget, der skal nås, når der kun er sommerskole i tre dage.

Så kan man simpelthen ikke nå at blive udlært hedebonde. Det kræver et helt livs hårdt slid og nøjsomhed at tage den uddannelse.

Men det er heller ikke hensigten med den sommerskole, Give-Egnens Museum i denne uge afvikler med 25 deltagere. Idéen er at give eleverne et indblik i, og en forståelse for, det liv, deres bedste- og oldeforældre levede på heden.

At det er meget anderledes end det liv, deltagerne lever til daglig, skal man ikke være mange sekunder sammen med dem for at konstatere. Et besøg i det historiske køkken afslører det med det samme.

Alene komælkens forunderlige egenskaber kommer bag på dem. Den kan skilles i fløde og skummet mælk. Fløden kan kernes til smør og kærnemælk, der skal skilles til friskost og valle. Vallen kan bruges til at bage og måske kan der lægges lidt friskost rørt op med salt og eventuelt hakket purløg på det nybagte brød.

Kærnemælken kan naturligvis bruges til koldskål og til lettere forundring for eleverne, er kammerjunkere noget, man selv kan bage, hvorefter de kan deles og tørres.

Annonce

Og så er der hønen

Det hele er ikke noget, man bare lige finder i køleskabet efter forældrene har købt det i et supermarked. Det er naturprodukter, som man selv kan fremstille.

Det er ikke den eneste overraskelse, der bliver afsløret i museets historiske køkken. Her skal der blandt andet serveres hønsekødssuppe og det viser sig, at hønen er et, omend forhenværende, levende væsen. Det skal efter at have mistet hovedet plukkes og renses inden det koges.

Et par frivillige melder sig til at plukke hønen, men de går meget forsigtigt til værks. Så forsigtigt, at hønen beholder sine fjer noget længere end nødvendigt. Og i hvert fald væsentligt længere, end hun ville have gjort for 100 år siden.

Der blev gået forsigtigt til værks, da Rebecca og Christian skulle plukke hønen. Christian var forsigtig, fordi han mente at kunne huske, han en gang var blevet nappet i numsen af en høne. Eller en hane. Måske. Foto: Børge Larsen

Men de to frivillige kæmper med deres ubehag ved at plukke hønen, stiller den ene halvdel af deltagerne op i to rækker i gården foran døren til hovedbygningen og skolestuen. De skal til undervisning i den meget nemme skole, hvor man blot skal gøre, som læreren siger. Intet mere, intet mindre.

Det er vist også en øjenåbner for nutidens unge.

Annonce

Af med pelsen

Men onsdagen gennemgående tema er ellers uld. Ikke som uld i mund, men som en uhyre vigtig ressource for hedebondefamilien. Fåret gror pelsen og overlader den næsten frivilligt til menneskene.

At der er næsten frivilligt demonstrerer den garvede fåreklipper Bent Truelsen for børnene. Han er på besøg på museet og klipper alle fårene, startende med deres klove.

- Når man blot sørger for, at ingen af fårenes ben kan nå jorden, er de relativt rolige. De er faktisk helt stille, fortæller han deltagerne i sommerskolen.

Det er ikke nok at klippe pelsen af fåret. Den uld, der kommer ud af det, skal forarbejdes i flere omgange. Her er deltagerne i sommerskolen i gang med at karte ulden. Foto: Børge Larsen

At det er sandt, kan de se, da han nemt og hurtigt klipper pelsen af fårene. Lidt spjæt er der selvfølgelig, men de vilde fåreprotester udebliver. Måske synes de, det er en lettelse at slippe for pelsen i sommervarmen, der dog ikke er overvældende denne onsdag.

Men det er ikke for at gøre det bekvemt for fårene, at pelsen skal afleveres. Det er en vigtig bestanddel i hedebondefamiliens kamp for overlevelse.

Annonce

Det er ren viden

For pelsen, eller rettere sagt ulden, kan bruges til næsten alting. Ulden bliver, som børnene senere kommer til,  kartet, spundet og eventuelt farvet, inden den væves eller strikkes.

Den holder med andre ord hedebondefamilien varm, både gennem hele processen og når den ender som tøj på kroppen.


Jeg har en søster på New Zealand. Når vinteren er ved at nærme sig, hyrer man maoriere til at klippe får. De gør det med de gammeldags sakse. Så det eneste man kan høre er denne lyd af "klip - klip - klip". De hånddrevne klipper efterlader mere uld, så det er bedre for fårene om vinteren.

Bent Truelsen


Og hvis får virkelig kan føle glæde, så er det lidt spøjst, at fårene er glade for at slippe pelsen, som hedebonden senere glæder sig over at have fået. I dag ville man kalde det en win-win situation.

Men får føler ikke glæde. Og hedebonden tog pelsen af nødvendighed.

Den lærdom fik deltagerne på sommerskolen med sig hjem. Sammen med kendskabet til, at både koldskål og kammerjunkere har en fortid, de selv kan skabe. De behøver ikke købe dem.

Den viden kan så til gengæld ikke købes. Den skal erfares.

Eventuelt på Give-Egnens Museum.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Husk at sortere: Eksplosion i skraldebil skyldtes gasflasker

Danmark

Søren Brostrøm øjner smittens skyer over efteråret - og en fremtid med mere hygiejne

Annonce