Vejle: "Vi skriver kun under, hvis det står klart, at vi ikke støtter beslutningerne omkring Posthusgrunden."
Sådan lyder det fra de politiske modstandere af det omfattende Gammelhavn-projekt før torsdagens forhandlinger om Vejle Kommunes budget for 2021 og de følgende tre år.
Sagen om NPVs projekt har delt Vejle Byråd, siden et spinkelt flertal i 2017 sagde ja til den lokalplan, der i dag gælder for området. Sagen har splittet partier på tværs.
Socialdemokratiet er delt syv mod fire, og Konservative stemte i hver sin retning på et afgørende byrådsmøde i maj. Her kunne der ikke samles flertal imod en beslutning om at bruge 130 millioner kroner på vejanlæg og en nedtagning af den gamle godsbanebygning.
Det er de millioner, det store mindretal i byrådet har fokus på. Kravet er, at det kommer til at fremgå, at en underskrift på budgettet ikke samtidigt er en blåstempling af beslutningen fra maj.
Risikerer udsmidning
Problemet er størst for Socialdemokratiet. Her har man en striks holdning til budgetforlig. Hvis et medlem vælger at stemme imod et forlig, gruppeformanden har skrevet under på - betyder det eksklusion fra partiet.
Det oplevede daværende gruppemedlem Christa Laursen tilbage i 2014. Hun ville ikke godkende et farvel til tilskuddet til Vejle Handicapcenter.
Som konsekvens brød byrådsgruppen med det mangeårige medlem, der i sidste ende valgte at gå selv, før en eksklusion blev effektueret.
130 millioner til veje og nedrivning
I maj traf 15 byrådsmedlemmer en beslutning, der betyder, at der skal bruges 130 millioner kroner på Posthusgrunden og godsbanearealet mellem Fredericiavej og Gammelhavn. Her vil NPV med udvikler Jens Schaumann i spidsen bygge boliger, p-hus, supermarked og butikker og anlægge en park.
- 75 af de 130 millioner kroner skal bruges til et nyt vejanlæg. Planen er at lukke Sønderbrogade ved Damhaven/Fredericiavej og i stedet sende trafikken på en ny vej på tværs af godsbanearealet mellem Gammelhavn og Fredericiavej.
- 25 millioner kroner skal bruges til at nedtage den gamle godsbanebygning, der så senere skal genopføres et andet sted.
- 25 millioner kroner skal bruges til trafikforbedringer på den såkaldte havnerute via Østerbrogade og Toldbodvej.
- Fem millioner kroner skal gå til begrønning af Søndertorv, når Sønderbrogade bliver en del af gågadesystemet.
- Den situation vil jeg ikke stå i, siger gruppens nye formand, Martin Sikær, der på forhånd ved, at gruppen er splittet omkring posthusgrund-sagen.
Af samme grund er der nu formuleret en tekst, der gør det tydeligt, at modstanderne fastholder deres standpunkt til posthusgrund-beslutningen fra maj - selvom de stemmer ja til et budget, der indeholder de 130 millioner kroner.
Ville udstille splittelse
En anden fremgangsmåde havde været at stemme budgettet igennem punkt for punkt. Det ville give modstanderne mulighed for at sige nej til netop de udgifter. Men det ville samtidig udstille splittelsen i den socialdemokratiske gruppe.
Den situation undgår man med den nye tekst. Dermed er Martin Sikær med 11 mandater i ryggen klar til at sætte sig til forhandlingsbordet sammen med de øvrige gruppeformænd plus borgmester Jens Ejner Christensen.
Lone Myrhøj (SF) ved 1. behandlingen af budgettetVi skal ikke fortabe os i en diskussion om Posthusgrunden.
Som Vejle Amts Folkeblad allerede har fortalt, er der penge nok at fordele. Vejle har fået 115 millioner kroner ekstra i forbindelse med forårets store udligningsreform. Samtidigt er der 62 millioner kroner i permanent tilskud.
Slagsmål om rammer
Kampen kommer til at handle om, hvor mange af de ekstra millioner, politikerne er klar til at bruge. Ved budgetdebatten for en uge siden talte borgmester Jens Ejner Christensen (V) for en forsigtig kurs, hvor man respekterer det loft, staten har lagt over kommunens forbrug. Det ligger på godt 50 millioner kroner.
Modsat talte blandt andet Martin Sikær for, at man udfordrer rammerne og blandt andet uddeler puljer til byrådets udvalg, som fagpolitikerne så kan bruge til de mest påtrængende serviceforbedringer.