Annonce
Vejle

Før krisemøde: NPV i charmeoffensiv over for vejlenserne

Annonceopslaget, som udviklingsselskabet har indrykket i Ugeavisen Vejles weekendudgave. For selskabet handler det om at give en uredigeret og uvinklet version om det store byggeprojekt på Posthusgrunden midt i Vejle. Foto: Kristian Pahus
Tre dage før møde med Vejles kritiske politikere henvender NPV sig direkte til vejlenserne med en dobbeltsidet annonce om Posthusgrund-projektet i Ugeavisen Vejle.

Vejle: Det store butiks- og boligprojekt på Posthusgrunden i Vejle har fået mange knubbede ord med på vejen gennem årene.

Politisk er udviklingsselskabet NPV's 61.000 kvadratmeter store byggeprojekt også havnet i så stor politisk modvind, at et byrådsflertal vil vedtage en helt ny lokalplan for området midt i byen.

Det har fået borgmester Jens Ejner Christensen (V) til at indkalde de skeptiske partier og NPV til et møde på mandag i Vejle, og her tre dage før "krisemødet" kaster NPV sig ud i en charmeoffensiv over for byens borgere.

Selskabet har købt en dobbeltsidet annonce i weekendudgaven af Ugeavisen Vejle, og her henvender selskabet sig direkte til vejlenserne med en beskrivelse af det projekt, som NPV har rettet kraftigt til for at imødegå den lokale kritik.

"Kære vejlensere," indleder selskabet sin avisannonce, som afrundes med teksten: "Med de nu gennemførte betydelige ændringer af projektet har vi på konstruktiv vis og i videst muligt omfang søgt at imødekomme både den kritik og den bekymring, som er kommet til udtryk i debatten. Vi er selv glade for resultatet, som vi håber, I vil tage godt imod. Med venlig hilsen NPV."

Nu kan alle læse vores begrundelse for, hvorfor vi gør, som vi gør, og så kan den enkelte vejlenser danne sin egen mening om projektet.

Jens Schaumann, administrerende direktør, NPV

Ikke tilstrækkeligt belyst

Selskabet har som tidligere omtalt i Vejle Amts Folkeblad reduceret antallet af butikskvadratmeter fra 29.000 til 10.000, mens boligarealet er vokset fra 34.000 til til 51.000 kvadratmeter. Det er blandt andet det, selskabet fortæller om i annoncen.

Men hvorfor indrykke en annonce tre dage før mødet med Vejles politikere?

Vi har spurgt den administrerende direktør i NPV, Jens Schaumann:

- Det er ikke, fordi der er noget strategisk i timingen. Vi kommunikerer bredt, fordi vi oplever, at vores projekts mange kvaliteter ikke er tilstrækkeligt belyst. Over for en avis, der har begrænset med spalteplads og som vinkler tingene, kan det være vanskeligt at trænge igennem med vores fortælling. Nu kan alle læse motiveringen for, at vi ændrer projektet, som vi gør, og så kan den enkelte vejlenser danne sin egen mening om projektet, fortæller Jens Schaumann.

Har offentlig interesse

Han tilføjer, at det uagtet mødet i Vejle mandag hele tiden har været NPV's plan at melde bredt ud om projektet i august.

- Projektet har naturligvis offentlighedens interesse, og derfor vil vi gerne kommunikere bredt ud. Vi ved fra debatten, at offentlighedens interesse er stor og meningerne mange, og vi vil derfor gerne give vores uredigerede og ikke-vinklede belysning af projektet, siger direktøren.

I annoncen beskriver selskabet også det tætte samarbejde, som NPV har kørt med Vejle Kommune om udviklingen af grunden. Og der gøres rede for byggeriet og ikke mindst det 11.000 kvadratmeter store parkanlæg, der oprindelig var placeret i gårdrummet oven på stueetagens butikker og førstesalens parkeringsdæk.

I den reviderede plan er parken rykket ned i gadeplan, hvilket ifølge NPV "sikrer optimal og ubesværet tilgængelighed for byens borgere."

I annoncen nævner NPV ikke klagesagen og Planklagenævnets efterfølgende underkendelse af projektets plangrundlag med et ord. Det er netop de dele af sagen, som parterne skal drøfte, når fremtiden for Posthusgrunden kommer nærmere en afklaring på mødet i Vejle mandag.

Annonce
Forsiden netop nu
112

Campinghytten var fuld af tyvekoster: Retten udviste de to gerningsmænd

Annonce