Vejle: Forleden skrev Vejle Amts Folkeblad, hvordan en folder med corona-usandheder havde fundet vej til flere postkasser i Vejle.
Men det viser sig, at den langt fra er enestående.
Lige nu bliver mindst tre forskellige foldere delt ud. En af dem ryger også ind ad brevsprækkerne hos vejlenserne, mens en anden bliver givet væk på gågaden.
Det sidste oplevede 69-årige Ove Graversen, der modtog en hvid pamflet på Nørretorv.
Lørdag aften var han ude på en cykeltur, hvor han mødte en midaldrende mand, der tilbød ham lidt nyt om vaccinen.
- Jeg er da interesseret i alle nyheder om vaccinen. Derfor takkede jeg ja. Bagefter kunne jeg så bare ryste på hovedet, siger Ove Graversen.
På folderen står blandt andet, at vaccinen er skabt af vores fjender, der "ønsker at gøre os syge, invalidere os og sidste ende dræbe mennesker".
Afsenderen ukendt
Ove Graversen har beholdt folderen, for han vil gerne vise den til en kammerat.
Han aner ikke, hvem afsenderen er, og det fremgår heller ikke tydeligt af materialet. Det gjorde det heller ikke af den anden folder, som Vejle Amts Folkeblad skrev om fordelen. Her opfordrede man til at følge gruppen bagved på app'en Telegram, hvor man kan sende krypterede beskeder til andre. En app, der i øvrigt er forbudt i flere lande.
Ove GraversenJeg tænker normalt, at alle de der konspirationsteorier hører til i USA. Men nu er de da for alvor kommet til Vejle.
- Jeg tænker normalt, at alle de dér konspirationsteorier hører til i USA. Men nu er de da for alvor kommet til Vejle, siger Ove Graversen.
Hana forventer at få tilbuddet om vaccinen til marts - og han tager gladeligt imod.
- Jeg er ikke bange for vacciner. Dem har jeg fået mange af gennem tiden. Samtidig vil jeg da godt indrømme, at jeg er glad nok for, at jeg ikke står forrest i køen. Så selvfølgelig er der en snert af skepticisme, indrømmer han.
Det er heller ikke synligt, hvem der står bag den tredje folder, som avisen er bekendt med. Den er blevet delt ud på Nørremarken - og måske også andre steder i Vejle. Den har titlen "Oprop!" - ganske som de flyveblade, tyskerne kastede ned over Danmark, da de indtog os 9. april 1940:
Navnet skyldes - ifølge folderen - at "historiens fascistiske vingesus mærkes skræmmende nærværende" i regeringens tiltag mod covid-19. Det oplyses ikke, hvem der har forfattet folderen eller uddelt den.