x
Annonce
Fredericia

Første borger i ”kommunale hænder” konstateret smittet: - Alt er håndteret i god ro og orden

Den første borger, der modtager hjælp fra kommunen - i dette tilfælde hjemmeplejen - er blevet konstateret smittet med covid-19. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
En borger bosat i Fredericia Kommune, der modtager hjælp fra hjemmeplejen, er blevet konstateret smittet med coronavirus. Antallet af danskere er 1851.

Fredericia: Antallet af danskere, der er konstateret smittet med coronavirus, stiger dag for dag. Det samlede billede i Fredericia Kommune viser tilsvarende udvikling.

Der bliver ikke offentliggjort lokale, kommunale tal fra Statens Serum Institut over antal smittede. De offentliggjort tal dækker over antal covid-19 tilfælde per 100.000 indbyggere fordelt på kommuner. Ifølge onsdagens epidemiologiske rapport, udgivet af Statens Serum Institut, som udgives på daglig basis, er Fredericia Kommune placeret i boksen med 20-39 tilfælde totalt.

Annonce
Vores oplevelse er, at fredericianerne er rigtigt gode til at passe på sig selv og hinanden i denne tid. Det samme er vores medarbejdere.

Annemarie Zacho-Broe, kommunaldirektør, Fredericia Kommune

Passer på hinanden

- Vi har fortsat fuldt fokus på at følge alle retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen omkring afstand, brug af værnemidler, håndhygiejne og så videre. Vores oplevelse er, at fredericianerne er rigtigt gode til at passe på sig selv og hinanden i denne tid. Det samme er vores medarbejdere, lyder det fra Annemarie Zacho-Broe, kommunaldirektør i Fredericia Kommune.

Onsdag blev dog dagen, hvor den første borger, der er i såkaldt ”kommunale hænder”, blev konstateret smittet med coronavirus. Det oplyser kommunaldirektøren i en mail til Fredericia Dagblad.

Kommunale hænder-begrebet dækker over de borgere, som kommunen på en eller anden måde har ansvaret for. Det kan være borgere på plejehjem, skoler, bosteder eller lignende.

Tirsdag lød meldingen fra kommunaldirektøren, at ”der ikke var bekræftede smittede” blandt hverken kommunale medarbejdere eller borgere, der er i kommunalt regi på den ene eller anden måde.

Få nye tilfælde

Men det første tilfælde er altså onsdag konstateret.

- Vi har dags dato en enkelt smittet, der modtager hjælp fra os i hjemmeplejen. Det er håndteret i god ro og orden, fortæller Annemarie Zacho-Broe.

I forhold til den epidemiologiske rapport tyder meget på, at selvom der har været 20-39 tilfælde per 100.000 indbyggere i Fredericia Kommune i et totalt billede, er der de seneste syv dage kun konstateret 1-9 tilfælde per 100.000. Det placerer Fredericia Kommune i den næstlaveste kategori over antal covid-19-tilfælde den seneste uge, talt fra onsdag.

Nabokommunerne – Middelfart og Kolding – placerer sig over Fredericia Kommune i antallet af covid-19-tilfælde totalt set. Begge kommuner havde ifølge Statens Serum Institut onsdag haft mellem 40-59 tilfælde i alt hver - de seneste syv dage har nabokommunerne haft 10-19 registrerede tilfælde.

Antal smittede på landsplan lyder torsdag formiddag på 1851 personer.

Det reelle tal af antal smittede med covid-19 er højere. Ikke alle bliver testet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce