Jelling: I disse dage er der studiestart for tusindvis af studerende over hele landet.
Tirsdag gjaldt det 146 nye studerende på Jellings pædagog- og lærerseminarium, UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.
Mens de nye studerende fandt ind på de afstandsopstillede stole - vi er jo stadig i en coronatid - spillede underviser Poul Lauridsen på klaver akkompagneret af klarinetspiller Lars Nørgaard.
Uddannelseschef for begge uddannelser, Annette Falk, bød velkommen og kunne på egne og undervisernes vegne fortælle, hvor glædeligt det var, at de havde valgt at studere præcis i Jelling mellem monumentområde, videnscenter for historie- og kulturarvsformidling og byens friskole.
- Et overskueligt campus kan noget i forhold til relationer og nærvær, og det er vi stolte af her i Jelling, sagde Annette Falk.
Gør en forskel
Senere blev ordet givet videre til byrådspolitiker Torben Elsig-Pedersen (R). Han er formand for børne- og famileudvalget i Vejle Kommune. I talen til de nye studerende betonede han, at valget som lærer og pædagog var modigt, fordi man i den type professioner sætter sig selv på spil og skal tåle mediernes ofte negative omtale.
Torben Elsig-Pedersen (R), formand for børne- og familieudvalget i Vejle KommuneI har valgt professioner – lærer og pædagog – som gør en forskel. Professioner, som der i den grad er behov for, hvis vi skal udvikle det her samfund til et bedre sted at være.
Den vigtigste pointe handlede om, at der i vores samfund er hårdt brug for både dygtige lærere og pædagoger.
- I har valgt professioner – lærer og pædagog – som gør en forskel. Professioner, som der i den grad er behov for, hvis vi skal udvikle det her samfund til et bedre sted at være, lød det fra Torben Elsig-Pedersen.
Herefter fordeltes de studerende på hold og fulgte med undervisere og tutorer ud på uddannelsesinstitutionen til introduktioner af planer, undervisere, navneaktiviteter med videre.
Læreruddannelsen har en varighed på fire år, mens pædagoguddannelsen tager tre et halvt år at gennemføre. Næste hold af nye studerende på UCL i Jelling starter i februar 2021.