Annonce
Sport

Første spadestik på ny fodboldtribune: Derfor er en ny tribune nødvendig

Første spadestik til den nye tribune på Monjasa Park blev taget fredag. Fra venstre til høje ses Niels Kruse, bestyrelsesmedlem i FC Fredericia, Susanne Bjerregaard Mørck, formand for kultur- og idrætsudvalget i Fredericia Kommune, Hans Jørgen Ebbesen, direktør for entreprenøren CJ A/S og borgmester Jacob Bjerregaard (S). Foto: Søren Gylling
Fredag eftermiddag tog borgmester Jacob Bjerregaard (S) det første spadestik til den nye tribune på Monjasa Park. Opførelsen af tribunen har mødt kritik, men den er en nødvendighed, mener borgmesteren.
Annonce

Fredericia: Fredag klokken 13.30 tog Fredericias borgmester, Jacob Bjerregaard (S), det første spadestik til den nye tribune på Monjasa Park.

Første spadestik er så meget sagt, for gravkøerne har været i gang med at grave den gamle jordvold væk i over en uge, og jorden tårner sig op.

- Der er nogle, der har tyvstartet, sagde borgmesteren med et grin.

Monjasa Park, der stod færdig i 2006, får en ny tribune til en værdi af 16 millioner kroner. Opførelsen er gjort mulig på grund af, at kommunens anlægsloft blev fjernet i corona-krisens skygge.


Jeg er meget stolt over, at vi kan gå fra at have et stadion som er noget minimalistisk i forhold til mange andre og til at få noget, som er rigtigt fint. Det kommer til at trække mennesker og sponsorer herud.

Jacob Bjerregaard (S), borgmester i Fredericia


Den nye tribune deler vandene.

Nogle vil mene, at det er på høje tid at FC Fredericia får et ordentligt stadion. "Jordvolden" som erstattes af den nye tribune har længe været et smertens barn Det er nemlig her, at udeholdets fans står, og de har ikke deres egen indgang, hvilket er uforsvarligt rent sikkerhedsmæssigt.

Desuden er stadion ikke opdateret til de nyeste Superliga-krav, hvilket betyder, at skulle FC Fredericia rykke op, må de i værste fald spille sine hjemmekampe i Vejle. Den nye tribune løser ikke denne udfordring helt, men den sørger for et kvantespring i den rigtige retning.

Borgmester Jacob Bjerregaard (S) mener, at den nye tribune på Monjasa Park er en fornuftig løsning. Den skaber arbejdspladser og giver byens stadion et tiltrængt løft. Og muligheden for at bygge var der nu. Foto: Søren Gylling

Der er dog også de, der mener, at man ikke skal bygge en ny tribune til en fodboldklub, som i forvejen ikke kan fylde den gamle.

I de fem sæsoner før corona-krisen havde FC Fredericia et tilskuersnit på 822 personer. I forvejen råder man over en tribune med 1180 siddepladser. Kritikerne vil sige, at det velsagtens var en god idé at fylde den gamle tribune, før man bygger en ny.

- For os er det ikke kun at bygge en langside. Det er også, at vi kan sætte gang i arbejdspladser i Fredericia og sikre, at der er beskæftigelse i en tid, hvor ledigheden stiger, sagde Jacob Bjerregaard.

Men de 16 millioner, I bruger på en ny tribune, kunne man ikke have brugt dem på noget andet?

- Hvis ikke covid-19 var kommet, og vi havde haft muligheden for at bruge pengene på anlægsrammen, var muligheden nok ikke kommet. Men muligheden kom, projektet lå der, vi kunne lave det i år. Vi slog til for at fremtidssikre Monjasa Park, sagde borgmesteren.

Annonce

FC Fredericia bliver bedre

FC Fredericias direktør Stig Pedersen kalder det en kæmpe glæde, at Monjasa Park bliver opdateret.

- For nogle år siden sagde man: I må rykke op, og så bygger vi. Den mulighed eksisterer ikke mere. Hvis man vil fodbold i Fredericia, er man nødt til at bygge det her, sagde direktøren.

Han er stensikker på, at FC Fredericias livsvilkår forbedres af den nye tribune.

- Det er bare sådan, at hvis man vil toppen af dansk fodbold, skal man have faciliteterne. Vi ved, at bedre faciliteter har en positiv indvirkning på spillere, sponsorer, tilskuere og muligheden for at rykke op, sagde direktøren.

Tribunen står klar til sæsonstarten i sommeren 2021.

Fakta om den nye tribune

Prisen på den nye tribune er 16 millioner kroner.

Den er blevet mulig at opføre på grund af et ikke eksisterende anlægsloft under coronakrisen. I alt bruger kommunen 47 millioner på kultur- og idrætsfaciliteter.

Tribunen kommer til at ligge på nordsiden af stadion, altså modsat den eksisterende tribune, der blev opført sammen med stadion i 2006.

Den overdækkede tribune rummer 1400 siddende fans og 500 stående.

Dertil kommer salgsboder, toiletfaciliteter, depotrum og helt nye LED-bander til reklamer.

En tredjedel af tribunen er forbeholdt udeholdets fans. Det har længe været et ønske fra  FC Fredericia at få sikkerheden bragt i orden på det punkt. Den nye tribune opfylder ønsket.

I sin nuværende forfatning er Monjasa Park langt fra at være godkendt til Superligaen. Med den nye tribune tager man et stor skridt mod en godkendelse, selvom det også kræver lukkede endetribuner.

Hvis FC Fredericia var rykket op i sidste sæson, måtte klubben havde spillet sine hjemmekampe i Vejle eller Horsens.

Det er den lokale Erritsø entreprenør CJ A/S, der opfører tribunen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Coronavirus

Live: 1,3 millioner danskere tilbydes test for antistoffer mod corona

Vejle

Smittetrykket er fortsat bekymrende højt: Se de nyeste coronatal for Vejle her

Annonce