Annonce
112

Første uge gav 50 klip for at bruge mobiltelefon under kørslen

Efter tre klip i kørekortet mister man det helt. Arkivfoto

Vejle: Bestemmelsen om, at brug af mobiltelefon og andre elektroniske genstande i forbindelse med kørsel giver et klip i kørekortet, er efterhånden en uge gammel.

Og i løbet af den første uge er hele 50 bilister i Vejle Kommune blevet standset og har fået et klip sammen med en bøde på 2000 kroner.

Det viser en sammentælling fra politiets døgnrapport.

Vicepolitiinspektør Mikkel Ross fra Patruljecenter Midt konstaterer, at 50 klip er "forholdsvist mange."

- I denne uge er der fra Rigspolitiet en landsdækkende kampagne om uopmærksomhed, og det er netop, når man laver noget andet end at køre bil. Derfor har vi også haft særlig fokus på området, siger han.

Men på trods af det særlige fokusvurderer Mikkel Ross, at det langt fra er svært for politiet at køre ud og finde nogen, der taler i håndholdt mobiltelefon.

- Desværre. Og vi går op i det fra politiets side, fordi der er mange uheld, som skyldes uopmærksomhed. Så vi kan kun opfordre til, at man lader være med det. Man risikerer at havne i et færdselsuheld, og samtidig er det dyrt.

Siden den nye bestemmelse trådte i kraft i sidste uge, er bøden for brug af mobiltelefon under kørsel steget fra 1500 til 2000 kroner, fordi man også skal betale 500 kroner til Offerfonden.

- Og så får man altså et klip, og efter tre klip mister man kørekortet, påpeger vicepolitiinspektøren.

Annonce
Vi går op i det fra politiets side, fordi der er mange uheld, som skyldes uopmærksomhed. Så vi kan kun opfordre til, at man lader være med det.

Mikkel Ross, vicepolitiinspektør

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce