Annonce
Trekantområdet

Falcks vagtcentral i Kolding lukker: 110 ansatte rykker til Vejle

Falck har i flere omgange samlet ansatte på vagtcentralen i Kolding, men nu er virksomheden vokset ud af rammerne på Egtved Allé og flytter vagtcentralen, hvor 110 medarbejdere har arbejdsplads, til Vejle. Foto: Danbolig Erhverv - Erhvervscenter Syd
I løbet af juni og juli lukker Falck vagtcentralen i Kolding for at genåbne den i Vejle. Falck forklarer blandt andet, at virksomheden er ved at vokse ud af rammerne i Kolding, hvor der i dag er 110 medarbejdere på vagtcentralen.

Kolding: I 2017 voksede mandskabet på Falcks vagtcentral i Kolding voldsomt, da selskabet lukkede vagtcentralerne i blandt andet Smørum og Aarhus for at samle medarbejderne i Kolding.

Men til sommer skal de 110 medarbejdere, der blandt andet sender assistance af sted, når batteriet er fladt, tage telefonen i Vejle. Beslutningen om at rykke til Vejle blev taget sidste år, hvor Falck forklarede, at virksomheden i en længere periode havde arbejdet på at finde de rette omgivelser til en ny vagtcentral.

I en skriftlig kommentar udtaler business finance officer i Falck Assistance, Tobias Gæmelke:

- Falck assistancecenter i Kolding flytter i løbet af juni og juli i år til Vejle. Vi har i længere tid arbejdet på at finde de rette rammer til at etablere et moderne og fremsynet assistancecenter, som både er til glæde for vores kunder og vores medarbejdere. Vi ønsker at sikre de bedste vilkår for innovation, og da vi samtidig er ved at vokse ud af vores nuværende lokaler i Kolding, giver det god mening for os at flytte hele assistancecenteret til en ny og større lokation i Vejle. Vi har varslet alle medarbejdere om denne ændring i deres arbejdssted, udtaler Tobias Gæmelke.

Annonce
- Vi ønsker at sikre de bedste vilkår for innovation, og da vi samtidig er ved at vokse ud af vores nuværende lokaler i Kolding, giver det god mening for os at flytte hele assistancecenteret til en ny og større lokation i Vejle, udtaler Tobias Gæmelke, der er business finance officer i Falck Assistance. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Håber på nyt it-firma

Ejendommen på Egtved Allé, der ligger tæt ved Kolding Storcenter, er ejet af pensionsselskabet AP Pension og er på i alt 1550 kvadratmeter, hvoraf cirka 450 kvadratmeter er kælder.

Opgaven med at finde en ny lejer ligger hos Henrik Grossmann fra Danbolig Erhverv - Erhvervscenter Syd, og stedet er ifølge erhvervsmægleren velegnet til en it-virksomhed, blandt andet på grund af en sikret kælder, der er velegnet til at rumme it-udstyr.

- Falck har brugt den som vagtcentral til deres autoservice, og derfor er bygningen meget velegnet til en anden it-virksomhed. Enten en eller flere virksomheder. Men man kan vist godt sige, at dataforbindelserne er i orden. Så lige nu satser vi på, at en anden it-virksomhed eller et callcenter finder ejendommen interessant. Men lejemålet kan også deles op, så 1. sal kan fremlejes til andre lejere, siger Henrik Grossmann.

Alternativt satser mægleren på, at ejendommen udlejes til sundhedsfaglige formål for eksempel som privathospital, lægehus eller andre behandlerfunktioner.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce