Annonce
Vejle

Farligt kryds i Skibet må vente et år

I krydset møder Jennumvej den trafikerede motortrafik mellem Vejle og Billund - og det giver mange farlige situationer. Fredag den 27. marts 2015 gik det helt galt, da en 76-årig mand fra Vejle blev dræbt i krydset. Foto: Benny F. Nielsen

Vejdirektoratet kan ikke nå at få arbejdet med lysregulering i gang i 2017 som forventet

Vejle: Krydset mellem motortrafikvejen og Jennumvej bliver ikke sikret med lyssignal i 2017.

Det farlige kryds, hvor der er registreret to dødsulykker indenfor de seneste fem år, bliver først lysreguleret næste år. Ifølge de reviderede planer er krydset formentlig klar omkring sommerferien 2018.

- Vi havde forventet, at krydset stod færdigt til sommer, men må tage til efterretning, at Vejdirektoratet har ændret tidsplanen, siger Morten Skovlund - bestyrelsesmedlem i lokalrådet for Skibet og omegn.

Lokalrådet har selv måttet finde ud af, at arbejdet ikke kommer i gang her i foråret som forventet. Først, da Morten Skovlund kontaktede Vejdirektoratet i sidste uge, stod det klart, at der kommer til at gå mere end et år, før der kommer strøm på lyssignalet:

- Vi har fået en god forklaring. Men det havde være rart, hvis Vejdirektoratet og kommunen selv havde informeret os, da man fandt ud af, at tidsplanen ikke holdt, siger Morten Skovlund.

To dødsulykker på fem år

Krydset mellem motortrafikvejen mod Billund og Jennumvej er svært at overskue, og de seneste fem år er der sket to dødsulykker.Motortrafikvejen er en statsvej - derfor står det statslige Vejdirektoratet for ombygningen til lyskryds.

De fire-fem millioner kroner, projektet forventes at koste, betaler Vejle Kommune. To millioner blev afsat i forbindelse med budgetforliget for 2017 og de øvrige millioner hentes på kontoen til mindre anlægsarbejder.

Skibets lokalråd har i et par år arbejdet på at få sikret det livsfarlige kryds. Et par dage efter dødsulykken 27. marts 2015 var repræsentanter for lokalrådet og Skibet Skoles trafikgruppe på besigtigelse i krydset. Fra venstre ses Thorbjørn Lissau, Morten Skovlund, Camilla Knudsen og Anders Bruun. Foto: Benny F. Nielsen

Mange skal høres

Efter meldingen fra Vejdirektoratet har lokalrådet talt med Vejle Kommune om forsinkelsen:

- Både kommunen og Vejdirektoratet har meddelt, at de var for optimistiske i deres første vurderinger af tidsplanen. Det tager vi til efterretning. Men der er ingen tvivl om, at det vil udløse kritik i området. For krydset er farligt, siger Morten Skovlund.

Ifølge afdelingsleder Claus Weng Petersen fra kommunens afdeling for anlæg og infrastruktur er det især arbejdet med at skaffe de nødvendige tilladelser, der trækker projektet i langdrag:

- Der er mange interessenter i området - blandt andet er anlægget tæt på Skibet Kirke. Derfor skal der tages hensyn til kirkebyggelinjer, stendiger og andet. I den forbindelse, er der høringsfrister, der skal overholdes. Bagefter skal projektet i udbud, så alt i alt vil forberedelserne trække til engang i efteråret, siger Claus Weng Petersen.

Ønsker ikke vinterarbejde

Dermed vil entreprenøren først kunne gå i gang med at bygge krydset om sidste på efteråret - og det ønsker Vejdirektoratet ifølge Claus Weng Petersen ikke:

- De vil ikke have et projekt, der strækker sig ind over vinteren. Hvis vejret driller risikerer de, at arbejdet går i stå i flere måneder med de gener, det medfører for trafikken. Derfor vil Vejdirektoratet vente til næste forår.

Selvom der er tale om et forholdsvist enkelt projekt, er anlægstiden alligevel tre til fire måneder. Og når vejfolkene først kan gå i gang om et års tid, betyder det, at krydset ikke bliver færdigt før næste sommer - ikke nogen rar udsigt for et kryds, der bliver mere og mere trafikkeret i takt med, at der bygges flere og flere huse i Skibet - ikke mindst langs Jennumvej, hvor både private og kommunen har gang i nye udstykninger.

- Men vi har forståelse for, at Vejdirektoratet ikke ønsker en lang periode med vejarbejde på stedet. Det vigtigste er, at vi kan være sikre på, at krydset bliver sikret, siger Morten Skovlund, der indtil for 14 dage siden var formand for lokalrådet.

Annonce
Forsiden netop nu
Annonce