Annonce
Trekantområdet

Farvel efter 30 år: Corona-krisen tvinger Wagner til at flytte ind hos Tøjeksperten

I 30 år har Wagner ligget i Algade i Middelfart, men corona-krisen har tvunget virksomheden bag til at spare på omkostningerne. Derfor flytter butikken ind hos Tøjeksperten med udgangen af juni. Foto: Sofie Secher Karlsen
Corona-krisen har store konsekvenser for PWT Group, som står bag tøjkæderne Wagner og Tøjeksperten. I Middelfart betyder det, at Wagner med udgangen af juni forlader lokalerne i Algade og flytter ind hos Tøjeksperten i Østergade.
Annonce

Middelfart: I 30 år har Wagner ligget i Algade i Middelfart, men om få uger er det slut. Corona-krisen har været hård ved PWT Group, som står bag butikskæderne Wagner og Tøjeksperten, og derfor er det nu nødvendigt at spare på omkostningerne. Det skriver PWT Group i en pressemeddelelse.

Det betyder, at Wagner i slutningen af juni lukker i Algade og i stedet flytter ind hos Tøjeksperten på hjørnet af Østergade og Havnegyden.

- Vi skal have ryddet op på varelageret, og derfor afholder vi de kommende uger et stort flyttesalg, ligesom vi har mulighed for at få talt med vores kunder omkring flytningen, fortæller butikschef i Wagner i Middelfart, Christoffer Winther.

- Det var ikke muligt at fastholde to butikker i byen længere, desværre. Men når det nu ikke kan lade sig gøre, så er dette en god løsning, og vores kunder vil finde en lang række af de samme stærke brands hos Tøjeksperten, fortsætter han.

- Corona-krisen har været hård ved os, ligesom så mange andre i samfundet. Dette er en måde for os at spare nogle nødvendige omkostninger på, samtidig med, at vi bevarer en stærk lokal forankring i Middelfart med én stor og stærk butik, hvor vi glæder os til at byde både eksisterende kunder fra Tøjeksperten og nye kunder fra Wagner velkommen, siger direktør i Wagner og Tøjeksperten, Simon Würtz.

Christoffer Winther og en af hans ansatte flytter med til Tøjeksperten, mens en tredje har fundet nyt job. Butikschefen forventer, at Wagner fortsat har åbent de første tre uger i juni.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce