Annonce
Sport

FC Fredericia manglede kvaliteten

Jonas Dal trøstede sig i nederlagets stund over, at anden halvleg var bedre end de første 45 minutter i 1-0 nederlaget til FC Roskilde. Arkivfoto: Morten Pape
Træner Jonas Dal og anfører Christian Ege Nielsen var slemt skuffede oven på 1-0 nederlaget til FC Roskilde.
Annonce

Roskilde: FC Fredericias træner Jonas Dal sagde inden kampen mod Roskilde, at det ville være pinligt at slutte af med to nederlag til to nedrykkere. Den første kamp endte med et 1-0 nederlag i Roskilde.

- Så er vi vel i kategorien halvpinligt?

- Hvis vi havde spillet som i første halvleg gennem hele opgøret, havde det være pinligt, men vi fik trods alt sat FC Roskilde under pres i anden halvleg og sat os på kampen. Vi fik bare ikke skabt ret mange chancer, sagde Jonas Dal.

- Vi kom igen hurtigt bagud, og vi skal blive bedre til at beskytte os selv mod den slags. Vi fik ikke sat vores spil i gang i første halvleg, sagde Fredericia-træneren.

Nederlaget gjorde lige så ondt på anfører Christian Ege Nielsen.

- Det går op og ned i løbet af en sæson, og vi må også respektere, at FC Roskilde spillede godt. De havde energi og var meget afklarede. Vi manglede skarphed og lykkedes ikke med vores spil, lød analysen fra Christian Ege Nielsen.

Der var ikke noget pres på de to hold, da FC Roskilde var dømt til nedrykning, og FC Fredericia er sikker på at slutte på tredjepladsen.

- Normalt spiller vi under et andet pres, men vi skal også værne om vores hverv som professionelle fodboldspillere. Mod Roskilde manglede vi kvalitet i meget af det, vi foretog os, sagde Christian Ege Nielsen.

Det eneste lyspunkt efter nederlaget i Roskilde var, at FC Fredericia har en enkelt kamp tilbage i sæsonen til at rette op på indsatsen.

- Det gør mere ondt at tabe, end glæden er stor ved at vinde, og heldigvis har vi chancen for at rette op på vores indsats i en hjemmekamp mod Nykøbing. Den giver os mulighed for at sige pænt tak for sæsonen til vores fans, sagde Christian Ege Nielsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce