Annonce
Sport

FC Fredericia skuffede fælt og tabte hjemme til bundhold

Mathias Gertsen forlod banen i pausen af opgøret mod Hvidovre. FC spillede skidt og tabte 2-1. Arkivfoto: Morten Pape
FC Fredericia spillede en vederstyggelig første halvleg og tabte med 2-1 til Hvidovre hjemme på Monjasa Park. Vendsyssel nærmer sig bagfra.
Annonce

Fredericia: En tredjeplads der syntes så sikker begynder at være under pres. FC Fredericia tabte torsdag skuffende med 2-1 til Hvidovre, og dermed er Vendsyssel kun fire point efter.

Jonas Dal rystede posen i et tæt program, og han sendte en særdeles offensiv midtbanekonstellation på banen fra kampens start.

Dennis Høegh, Mathias Gertsen og Victor Torp var alle at finde centralt på banen. Fine boldspillere, men der er ikke meget smadremand over nogen af dem.

Med en skadet Nicolaj Ritter og en Jacob Buus i karantæne, gav bagkæden sig selv, mens Steven Enna i front skulle sørge for hjemmeholdets mål.

Kun et resultat var godt nok i dagens kamp: Sejr. For Vendsyssel nærmer sig bagfra mens Viborgs andenplads inden kampen var seks point væk.

Fra første fløjt var det tydeligt, at denne kamp ikke ligefrem ville gå over i fodboldhistorien. Tempoet var lavt og kvaliteten ligeså.

Efter blot 14 minutter fik FC Fredericia kampens første dukkert, da et langt indkast blev flækket videre, så Daniel Stenderup kunne pande bolden i kassen helt fri foran mål.

FC vaklede i minutterne efter målet, og hjemmeholdet havde knap set sig om, før der stod 2-0 til gæsterne. Christian Ege Nielsen og Erik Nissen blev fanget for langt fra hinanden, og Lirim Qamili kunne agere kilen mellem dem, da han modtog en dybdepasning. Alene med Nybo fordoblede han føringen uden problemer.

De to stoppere fik ikke megen hjælp fra holdkammeraterne i situationen.

Annonce

Et håb blev tændt

De første 40 minutter af kampen hører til nogle af de ringeste, jeg har været vidne til i mit hverv som sportsjournalist. FC Fredericia ville gerne spille, men det forblev ufarligt, og hjemmeholdet lignede en ridder, der forsøgte at nedbryde modstanderens panser med en udkogt gulerod som våben.

Efter 25 minutter viste hjemmeholdet en smule bid, da Uzos gode cutback-aflevering løb ind i Gertsen. Men manden med det gode spark ramte læderet helt skævt.

Steven Enna havde det vanskeligt oppe foran, men efter 39 minutter gjorde han akkurat det, som en angriber skal. Anders Holvads indlæg mødte panden på amerikaneren, og han fik bemærkelsesværdigt meget fart i sit hovedstød, som gik i kassen via målmandens handsker.

Målet kom som et lyn fra en klar himmel og med et levede kampen igen. FC Fredericia kunne gå i omklædningsrummet med et tændt håb trods en dårlig første halvleg.

Annonce

Presset gav ikke mål

FC Fredericia  kom mere livligt ud til anden halvleg. Der var mere bid i de offensive aktioner, og det lugtede af mål til hjemmeholdet. Andreas Oggesen erstattede Mathias Gertsen i pausen, og den hvidhårede midtbanedynamo gav ny energi til de rødblusede.

Hvidovre fortsatte med at bidrage med ganske lidt til kampen.

Efter 55 minutters spil var Agon Mucolli så tæt på, man kan være, da hans fremragende drøn tog undersiden af overliggeren og sprang tilbage i spil. Tæt under mål stod FC'erne i kø for at sparke returen ind, og ind kom den, men der blev dømt offside i situationen.

Det var en underlig dom.

Der var ufattelig meget plads at spille på for hjemmeholdet, og man sad  med en fornemmelse af, at det på et tidspunkt måtte blive udnyttet.

FC Fredericia kom til udmærkede tilbud men manglede koldblodighed. Anders Holvads indlæg fandt sin modtager i Steven Enna, der tæt på målmanden afsluttede lige på ham. Dennis Høegh kom også til en god chance, mens hans skudforsøg fra en position lidt udenfor feltet blev læst af målmanden.

Tættest på mål var dog gæsterne i skikkelse af Nicolaj Agger. Hvidovre var sjældne gæster på  FC Fredericias banehalvdel, men angriberen fik alligevel et godt tilbud i feltet midt for mål. Alexander Nybo kastede sig og strakte arme lodret op i luften for at holde den store chance ude.

Mod kampens endeligt pressede hjemmeholdet til stadighed på, og det blev til flere lige ved og næsten forsøg, hvor der blev skabt panik i Hvidovre-feltet.

Det blev dog ved det, og FC Fredericia tabte på skuffende vis til bundholdet. Nu er der kun fire point ned til fjerdepladsen og stadig seks point op til andenpladsen.

FC spiller igen allerede søndag, hvor turen går til Skive.

Kampfakta

FC Fredericia-Hvidovre 1-2 (1-2)

Mål:  0-1 Daniel Stenderup (14.), 0-2 Lirim Qamili (16.), 1-2 Steven Enna (39.).

FC Fredericia (4-2-3-1): Alexander Nybo - Uzo (Lukas Enevoldsen 86.), Erik Nissen, Christian Ege Nielsen, Mathias Johannsen - Dennis Høegh (Kristian Kirkegaard 73.), Victor Torp - Anders Holvad (Martin Mikkelsen 81.), Mathias Gertsen (Andreas Oggesen 46.), Agon Mucolli - Steven Enna.

Hvidovre IF (4-4-2): Filip Djukic - Emil Vatani, Matti Olsen, Daniel Stenderup, Andreas Moos - Nicklas Schmidt (Hakan Redzep 83.), Christopher Østberg, Mikkel Nøhr (Aleksander Lazarevic 83.), Oscar Buch (Marcus Lindberg 59.) - Nicolaj Agger, Lirim Qamili.

Advarsler: Mathias Johannsen (56.), Aleksander Lazarevic (90.).

Dommer: Patrick Remon Gammelholm.

Tilskuere: 350 på Monjasa Park.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce