Annonce
Sport

FCK forlænger Europa-eventyr trods nederlag til Malmö

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
FC København tabte 0-1 til Malmö FF i den sidste gruppekamp i Europa League. FCK gik trods nederlaget videre.
Annonce

FC København er for sjette gang i klubbens historie videre fra et europæisk gruppespil.

Men det blev ikke på den måde, københavnerne havde ønsket og forestillet sig det.

FCK tabte torsdag aften skuffende med 0-1 hjemme til Malmö FF i den sjette og sidste gruppekamp i Europa League.

Men det var alligevel nok for FCK til at tage andenpladsen i gruppen med ni point efter seks kampe.

Malmö FF gik med sejren i Parken videre som etter i gruppen med 11 point.

Det hele skyldtes et overraskende resultat i Ukraine.

Dynamo Kiev, som kunne have spoleret det hele for FCK, spillede nemlig overraskende 1-1 hjemme mod Lugano.

Dynamo Kiev sluttede dermed på tredjepladsen med syv point, mens Lugano endte på sidstepladsen med tre point.

Så FCK kan sende en venlig tanke til det schweiziske mandskab fra Lugano, der ellers ikke havde andet end æren at spille for.

Der var omvendt masser på spil for begge mandskaber i København.

FCK havde bolden mest i første halvleg og tilspillede sig også de største chancer.

Blandt andet fik FCK-angriberen Dame N'Doye afsluttet to gange.

Efter en halv time havde N'Doye et skudforsøg, som Malmö-keeper Johan Dahlin fik verfet til hjørne.

Ti minutter senere headede N'Doye forbi mål i en situation, hvor Malmö-forsvaret lod den 34-årige senegaleser stå helt fri.

Malmö havde også muligheder til at score, men ikke de helt åbne og oplagte chancer.

Til gengæld spillede svenskerne sig frem til syv hjørnespark i første halvleg, men det blev kun farligt ved et enkelt af dem, da Arnór Ingvi Traustason headede forbi mål.

Desuden havde Malmös danske midtbanespiller Anders Christiansen et skudforsøg, men det sad lige i favnen på FCK-keeper Karl-Johan Johnsson.

Frem minutter inde i anden halvleg indledte Anders Christiansen med endnu et skudforsøg, men denne gang blev han grebet ud.

Malmö-angriberen Markus Rosenberg, som spillede sin afskedskamp, forsøgte sig med et hovedstød, men det var heller ikke specielt farligt.

Efter 76 minutter fik Rosenberg en større chance, men Johnsson var på plads med en redning.

Minuttet efter gik det galt for FCK-defensiven, da Traustason fik headet bolden i mål via FCK-stopperen Sotirios Papagiannopoulos.

FCK vidste fra start, at uafgjort ville være nok, og måske derfor blev det aldrig en sprudlende aften for hjemmeholdet, der spillede foran 32.941 tilskuere.

Med torsdagens nederlag er FCK videre fra gruppespillet, og til næste år skal holdet spille 16.-delsfinaler.

Det er sjette gang i FCK's historie, at klubben går videre til knockoutfasen i Europa.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce