Annonce
Sport

FCM-træner om moden Sisto: Han giver noget til hele holdet

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Det er ikke kun Pione Sistos niveau som "topspiller i Europa", der har imponeret FCM-træner Brian Priske.

Annonce

Den danske mester FC Midtjylland hentede i sommerens transfervindue en gammel kending og stor profil hjem til Herning.

Den 25-årige kantspiller Pione Sisto blev således købt fri i spanske Celta Vigo og udstyret med en fireårig kontrakt hos midtjyderne.

Siden da er det blevet til 11 kampe i FCM-uniformen for den danske landsholdsspiller. Og han har lignet en spiller, der straks har fundet sig godt til rette på sit gamle mandskab.

FCM-træner Brian Priske er da også glad for sin nye profil.

- Pione er en topspiller i Europa, det er der ikke nogen tvivl om. Vi er alle sammen glade og stolte over, at det lykkedes at få ham hjem allerede nu i hans bedste alder, siger Brian Priske.

- Han har allerede vist, de kvaliteter han har, og hvad han kan give os. Der er ingen tvivl om, at han kommer til at spille en stor rolle for os, lyder det.

Onsdag aften skal Sisto for alvor vise sit værd, når FCM tager hul på sin deltagelse i Champions League-gruppespillet hjemme mod Atalanta.

Priske hæfter sig dog også ved, at Sisto fra dag et har været klar over, at det er holdet, der er i centrum, på den midtjyske hede.

- Det bedste for mig i forhold til Pione har været hans tilgang til os som hold og gruppe. Han har givet videre til hver enkelt spiller og til hele holdet og ikke sat sig selv i fokus på banen.

- Han har både vist høj kvalitet og klasse. Og hvis vi skal have succes, så skal det komme fra hele holdet, siger FCM-træneren.

Pione Sisto scorede i sin seneste kamp for FCM, da han på en flot frisparksscoring gjorde det til 3-1 i holdets sejr over OB lørdag.

Det var en kamp, som træneren for det italienske Atalanta-mandskab, Gian Piero Gasperini, fulgte med i. Og han fremhæver da også Sisto som et eksempel på en af FCM's offensive profiler:

- Vi har især forberedt os på de offensive spillere som eksempelvis Pione Sisto. Vi skal prøve at begrænse FC Midtjyllands styrker så vidt muligt.

Kampen mellem FCM og Atalanta sparkes i gang onsdag klokken 21.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Fund af corona-virus i hunde og katte: Fødevarestyrelsen afliver katte på minkfarm

Annonce