Billund Kommune: Selvom vi i februar var kommet tæt på den store coronakrise, der lukkede Danmark ned, var den ny virus fortsat ikke noget, vi talte om. Til gengæld var der i denne måned meget andet at tale om i Billund Kommune.
Politikerne i unge- og kulturudvalget og senere i byrådet godkendte planen for det kommende Musikcentralen i Grindsted. Det var dog ikke lutter positive ord, der faldt i forbindelse med skåltalerne, da flere – blandt andet medlemmerne af Dansk Folkeparti – gerne så ambitionerne være lidt større for et så stort byggeri.
Dansk Folkeparti viste i februar også store ambitioner på andre områder end det kulturelle. Partiet stillede i byrådet et forslag om, at samtlige kommunale bygninger fremover skal være svanemærkede. Forslaget blev modtaget meget positivt af de øvrige partier.
Tro på et godt 2020
Der var i februar fortsat stor tro på, at 2020 ville blive et fantastisk år. Billund Ungdomsskole oplevede, at antallet af tilmeldinger blev mere end fordoblet sammenlignet med året i forvejen, og også i det lokale erhvervsliv var optimismen stor.
Dansk Outlet meldte i denne måned ud, at firmaet i april ville åbne en ny forretning i det tidligere Rema 1000, der i nogen tid havde stået tomt og savnede at blive brugt til noget nyt.
I Billund Lufthavn tydede årets indledning på, at 2020 ville blive endnu et rekordår, hvorfor der blev taget første spadestik til et nyt parkeringshus, der i fremtiden skal gøre det lettere at få de mange rejsende til at vælge Billund Lufthavn frem for en konkurrerende lufthavn.
Også i Lego House var der optimisme og glade dage i februar. Oplevelseshuset i Billund oplevede i vinterferien i uge 7 sit hidtil højeste besøgstal.
Flere penge til børnene
På den politiske scene var der i februar både en fødsel, lidt gaver og lidt udfordringer. Lars Hansen, der i sommeren 2019 blev ekskluderet fra Venstre, besluttede sig for at grundlægge sin egen lokalliste – foreløbig med sig selv som eneste medlem.
En gave kom flyvende fra Christiansborg, hvor regeringen besluttede at sende en større pose penge ud til landets kommuner for at forbedre normeringerne i daginstitutionerne. 2,2 millioner énkroner var på vej til Billund – dog først efter, det blev slået fast, at Billund Kommune ikke skulle forsøge at modregne et merforbrug eller et beløb vedtaget i budgettet med forbehold, hvis pengene ellers skulle udbetales.
Mens der var gaver fra Christiansborg til de børnene, var der udfordringer til teenagerne. Grindsted Gymnasium og Grindsted Erhvervsgymnasium ville gerne fusionere, men regeringen satte i februar midlertidigt en stop for gymnasiefusioner.
Birkemus og tophåndbold
De lokale håndboldherrer fra Grindsted GIF lå på dette tidspunkt øverst i 2. division, og en heldig/uheldig lodtrækning betød, at holdet skulle spille mod Danmarks bedste håndboldhold, de regerende mestre fra Aalborg, i pokalturneringen. Grindsted-drengene bed godt fra sig, men stjernespillerne fra Nordjylland endte med helt som forventet at tage en sejr med hjem til Aalborg.
Der var stor interesse for håndboldkampen i Grindsted, og det var der også, da Billund Kommune og Vejdirektoratet inviterede til informationsmøde om en eventuel kommende motorvej. Her kunne de besøgende høre lidt om, hvor mange og grundige undersøgelser der bliver lavet, inden der bliver anlagt en motorvej. Selv birkemusen blev der taget hensyn til.
Ministerbesøg
I slutningen af måneden var der ministerbesøg i Grindsted, da boligminister Kaare Dybvad (S) besøgte kommunens største almene boligbyggeri i Tingparken. Tingparken står over for en større renovering, der kommer til at løbe op i en halv milliard kroner.
Faktisk blev det i forbindelse med ministerbesøget afsløret, at ren renovering stort set vil koste det samme at køre en bulldozer tværs gennem hele Tingparken og bygge det hele op forfra. Eneste forskel ville være, at et nybyggeri ville give endnu bedre boliger og elevatorer i alle opgange. Nogle ekstremt indviklede regler sætter imidlertid en stopper for den idé.