Annonce
Børkop

Fem lokalråd vil sammen skabe Tour de Friends

Måske er der træklatring på programmet, når verdenshistoriens første Tour de Friends efter planen skal finde sted til sensommer. Arkivfoto: Jørgen Kirk
Tour de Friends er navnet på et stort event, som lokalrådene i Gårslev, Andkær, Smidstrup-Skærup, Brejning og Børkop går sammen om at skabe. Planen er, at det skal finde sted til sensommer.

Naturbyen: Det bliver ikke en konkurrence, hvor man skal først over målstregen. I stedet bliver Tour de Friends en fest, hvor formålet er glæde, sammenhold, oplevelser, aktiviteter og god motion.

Og det skal ske på kryds og tværs af byskilte.

- Det er endnu kun en række af luftige idéer, så hvad der helt konkret skal ske, er endnu ikke lagt fast. Det kan være fysiske aktiviteter som træklatring, orienteringsløb og mountainbike, men det kan også være historiefortælling, en snak om biodiversitet i den nye Klimapark eller noget helt femte. Men planen er, at der skal være et centrum, hvorfra man mødes, og så bliver man sendt ud til de aktiviteter, man har lyst til at deltage i. Og det må jo gerne være sådan, at selvom man bor i eksempelvis Børkop, tager man måske til Smidstrup eller Hvidbjerg, fordi det er der, der er de aktiviteter, man gerne vil deltage i, forklarer Henrik Juhl Christensen, der er formand for lokalrådet i Gårslev samt Jens Chr. Jensen, der er næstformand i Børkop Lokalråd.

Annonce

Søger midler

De fem lokalråd forventer ikke, at Tour de Friends økonomisk vil blive særligt omfattende, da det meste skabes nedefra og af frivillige hænder.

Men udgifter vil der dog stadig være i forbindelse med så stort et arrangement, og lokalrådene har søgt Vejle Kommunes udviklingspulje om 60.000 kroner i år samt det samme beløb næste år.

Det er udvalget for lokalsamfund og nærdemokrati, der har fået ansøgningen, og udvalget skal i morgen på udvalgsmøde kigge nærmere på den ansøgning.

Koncept skabt i Gårslev

Det er lokalrådene i de to byer, der sammen med lokalrådene i Smidstrup-Skærup, Andkær og Brejning arbejder sammen om skabe det, der gerne må blive en tradition: Tour de Friends.

- Det er et arrangement for alle, men udgangspunktet er, at det i første omgang er for borgere i det tidligere Børkop Kommune. Der lægges op til, at man besøger hinanden på kryds og tværs, og selvom navnet måske antyder, det bør ske på cykel, er det nu ikke sådan, det er tænkt. Man må meget gerne cykle eller gå mellem aktiviteterne, men det er nu også ok at tage bilen, for afstandene er så store, at det kan blive svært uden bil, forklarer Jens Chr. Jensen.

Det er et koncept, som egentlig er født i Gårslev, og planen var, at det var her, det skulle afholdes.

- Men da Henrik fortalte om det på et af de fællesmøder, vi lokalråd holder samlet, blev alle grebet af idéen, og så voksede tanken om at skabe det sammen, siger Jens Chr. Jensen fra Børkop Lokalråd.

Snart en dato

Det er første gang, de fem lokalråd arbejder sammen om at skabe et fælles arrangement. Og det sker med en idé, der falder fint i tråd med den byvision, som blev skabt sidste år, nemlig Naturbyen.

- Det er et element i at få skudt den byvision godt i gang. Det bliver, så vidt vi kan se, det første store naturby-arrangement, som er skabt nedefra. Nu skal lokalrådene mødes 18. februar, og derefter vil der komme flere detaljer omkring arrangementet. Blandt andet en dato. Det er en ting, der skal koordineres, så det så vidt muligt ikke kolliderer med andre events, siger Henrik Juhl Kristensen.

Der lægges dog op til, at det i år skal findes sted i sensommeren omkring starten af september.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Manden der skabte Legofiguren er død

Annonce