Annonce
Fredericia

Fem millioner kroner ekstra til misbrugsområdet: Pengene fordeles på behandling og forebyggelse

Fredericia Kommune var i september vært for et dialogmøde i sundhedshuset om kommunens udfordringer med narko og misbrug. 120 borgere havde på forhånd tilmeldt sig arrangementet. For nylig afsatte politikerne fem millioner kroner ekstra til misbrugsområdet. De penge skal nu udmøntes. Arkivfoto: Peter Leth-Larsen
Størstedelen af pengene skal bruges på at dække underfinansiering. Desuden er der sat penge af til forebyggelse og støtte af pårørende.

Fredericia: Fem millioner kroner ekstra blev der i årets budgetforlig sat af til misbrugsområdet i Fredericia Kommune. Det er en væsentlig forøgelse af budgettet, hvor der i 2019 var afsat godt 12,6 millioner kroner.

De ekstra millioner skal fremover fordeles mellem drift og forebyggelse. Heraf skal 3,6 millioner kroner gå til at dække den underfinansiering, som er opstået i 2019.

- Vi har mange i behandling, og det koster mange penge. Desuden har man haft projektmidler, som nu er gået over i varig drift, som også har været med til at give underskuddet, forklarer formand for social- og beskæftigelsesudvalget Peder Tind (V).

De resterende 1,4 millioner kroner skal gå til forebyggelse og støtte til pårørende til misbrugere. Hvordan pengene præcist skal udmøntes, er der ikke taget stilling til endnu. Forvaltningen skal komme med et oplæg til politikerne, som vil træffe en beslutning på næste social- og beskæftigelsesudvalgsmøde i januar.

Annonce

Vi har mange i behandling, og det koster mange penge. Desuden har man haft projektmidler, som nu er gået over i varig drift, som også har været med til at give underskuddet.

Peder Tind (V), udvalgsformand

Vil lave samlet plan

De ekstra fem millioner kroner er afsat på budgettet for at styrke området, da misbrugsanalysen, som blev offentliggjort i september, viste, at Fredericia har store udfordringer, når det handler om misbrug. Det problem er byrådet parat til at gøre noget ved.

Næste skridt er at få udarbejdet en samlet plan for hele misbrugsområdet, som skal forelægges social- og beskæftigelsesområdet.

- Vi har bedt forvaltningen lave en samlet procesplan for hele området. Vi skal kigge på, hvordan bruger vi det faste basisbudget, og er der noget, vi kan gøre anderledes, siger Peder Tind.

I den proces vil de mange borgerforslag fra blandt andet dialogmødet om misbrug 23. september indgå. Så der er tale om længere proces, som, Peder Tind dog understreger, ikke skal tage flere år.

- Vi har en udfordring, vi skal have styr på. Analysen satte et klart aftryk af, hvilket problem vi har, og hvor stort det er. Vi tager det her dybt alvorligt, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce