Odder: Fredericia HK spillede sig tirsdag aften sikkert videre i pokalturneringen.
Det skete med en sejr på 35-24 over Odder Håndbold efter FHK-føring ved pausen på 19-15.
Dermed er FHK klar til 1/8-finalerne i pokalturneringen, som spilles på den anden side af sommerferien, til august.
- Vi kunne på forhånd dårligt have skrevet manuskriptet for kampen bedre, siger FHK-træner Jesper Houmark og fortsætter:
- Vi vandt sikkert, kom derfra uden skader og gav spilletid til flere af vores unge spillere.
Holdene fulgtes ad det første kvarter, inden FHK trak fra og gik til pausen foran med fire.
- Vi skulle lige vænne os til, hvordan Odder spillede, og hvad de kom med, siger Jesper Houmark.
Tingene blev sat helt på plads, da FHK vandt anden halvlegs første kvarter med 8-2, inden holdene i slutningen af kampen byttede mål.
- Vi gav fortjente udviklingsminutter til unge spillere som Malte Pedersen, Jonas Kruse og Jonas Raundahl. Det er U19-spillere, som har trænet med os og fortjent noget spilletid, siger Jesper Houmark.
Sæsonen lakker så småt på hæld for Fredericia HK, som nu mangler to slutspilskampe; ude mod Skjern (mandag 16. maj) og hjemmekampen mod Mors/Thy (søndag 22. maj).
- Pokalkampen var den eneste af vores sidste tre med noget på spil for os, og derfor er det selvfølgeligt vigtigt, at vi vandt den, siger Jesper Houmark.
Lodtrækningen til 1/8-finalerne foretages ultimo maj.
Odder Håndbold-Fredericia HK 24-35 (15-19)
Pokalturneringen, 6. runde
Mål for FHK: Jonas Kruse 7, Mads Christiansen 5, Cornelius Kragh 4, Mads Lenbroch 4, Kasper Young 3, Jakob Frederiksen 2, Anders Martinusen 2, Nicolaj Nørager 2, Martin Bisgaard 2, Nikolaj Nielsen 2, Malte Pedersen 1 og Jonas Raundahl 1.