Annonce
Fredericia HK

FHK-træner: Vi beviste, at vi har flyttet os

Jesper Houmark mener, at FHK har flyttet sig som hold. Reaktionen på et point i Lemvig var beviset. Arkivfoto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Fredericia HK's cheftræner Jesper Houmark stod med en ambivalent følelse efter kampen mod Lemvig-Thyborøn. Den endte 25-25, og Houmark var både glad og skuffet.

Lemvig: Hvis du havde sagt til mig inden sæsonen, at vi ville tage til Lemvig og være skuffede over ét point, tror jeg gerne at jeg havde købt den af dig.

Således lød ordene fra FHK's cheftræner Jesper Houmark efter 25-25-kampen i Lemvig fredag aften.

- Vi viser, at vi har flyttet os. Folk er vildt skuffede ude i omklædningsrummet over, at vi som oprykker får ét point på en svær udebane i Lemvig. Det er da fedt, hvis du forstår mig ret, sagde cheftræneren.

Arena Vestjylland Forsikring, som hjemmebanen i Lemvig hedder, er en faretruende hjemmebane. Der er ikke plads til mange tilskuere, og der var cirka det halve af, hvad der normalt kommer når FHK spiller hjemme, men stemningen var vanvittig og fansene utroligt tæt på banen.

Jesper Houmark mente, at forkerte beslutninger blev afgørende. Det skete, da Mathias Hedegaard løb kontra i stedet for at blive hjemme og samle en returbold op ved stillingen 25-24 til FHK med ni sekunder igen. Og det skete, da Rune Schrøder afsluttede selv, da han kunne have spillet Jakob Mikkelsen fri sekunder før tid.

- Lige i de situationer mangler vi lidt rutine, og det blev afgørende. Til gengæld kan man glæde sig over at Hedegaard og Schrøder ikke kommer til at gøre det samme igen, sagde Houmark.

Nederlaget ærgrede ham, for med sejr kunne FHK have lagt en afstand på syv point til Lemvig-Thyborøn, mens han nu må "nøjes" med en afstand på fem point.

- Det er pisse ærgerligt, for med en sejr kunne vi virkelig have lagt afstand. Men det ser stadig godt ud, sagde Houmark.

Ja, det gør det, for der er otte point ned til sidstepladsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny forretning: Et klip med gyldne fingre

Annonce