Annonce
Trekantområdet

Film skal ses i biografen: Panorama i Middelfart investerer en million i nyt lærred, lyd og lys

Lars Broen fortæller at det nye lærred bliver to meter bredere og tilsvarende højere. Også højtalerne bag lærredet skiftes ud. Foto: Søren Gottwald
15 år efter, at Helle og Lars Broen viste den første film på Kulturøen, er det blevet tid til en modernisering af teknikken.

Middelfart: - Det er vigtigt, at publikum altid føler, de får en unik oplevelse i biografen, der med afstand er bedre, end når de ser en film foran fjernsynet derhjemme, siger Middelfarts biografdirektør Lars Broen, der nu ofrer en million kroner på nyt lærred, ny fremviser og nyt lydanlæg i Panoramabiografens store sal på Kulturøen.

Det sker 15 år efter, han åbnede biografen sammen med hustruen Helle Broen.

- Højttalerne bliver trætte efter så mange år med fuld knald på, derfor skifter vil samtlige 34 højttalere ud med helt nye med en betydelige bedre lyd, forklarer Lars Broen.

Selve lærredet har hidtil været hængt op på et jernstativ med fortæppet rullet sammen i hver side, når filmen gik på. Lærredet kommer nu til at svæve frit fra loftet, hvorved man slipper for selve tæppet, det betyder at lærredet bliver to meter bredere og tilsvarende højere.

Annonce
Teknikere fra firmaet AV Cinema har i denne uge været ved at udskifte både højttalere og filmfremviseren i biografens store sal. Foto: Søren Gottwald

Fremviser til en halv million

Den dyreste del af moderniseringen tegner den nye laserprojektor til 575.000 kroner sig for.

Den afløser den gamle lyskolbe og har en fire gange så stor lysintensitet.

- Laserteknologien er fremtiden indenfor biografverdenen, og vi er en af de første provinsbiografer, der skifter til den teknologi. Publikum vil opleve et betydeligt skarpere billede, siger Lars Broen.

Arbejdet med at installere den nye teknik er sket i denne uge og udført af det landsdækkende firma AV Cinema. Biografens store sal 1 har derfor være lukket siden mandag og åbner fredag igen.

Lars og Helle Broen vælger at kaste sig ud i den kostbare modernisering netop nu, hvor den nye Star Wars film The Rise of Skywalker er på vej. Filmen har premiere 18. december.

- Star Wars er jo en rigtig effektfilm, hvor den nye teknik for alvor kommer til sin ret, siger Lars Broen, der kan glæde sig over et godt 2019 for sine biografer i Middelfart og Fredericia.

- 2018 var med 180.000 gæster i Fredericia og Middelfart et år over gennemsnittet, og alt tyder på, at vi stiger med tre-fire procent i 2019, hvis resten af december bliver, som vi forventer, siger Lars Broen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Hun blev mishandlet og indespærret: - Jeg ville stikke af, men jeg kunne ikke

Annonce