Jelling: Hvert år hylder Vejle Kommune kulturlivet og alle dem, der gør noget for at gøre kommunen mere farverig.
På trods af corona lykkedes det sidste år at få skabt en ramme om fejringen af kulturskaberne i Vejle Kommune, da man uddelte kulturpriserne på Scandic. Og årets udgave af kulturpriserne bliver mindst lige så speciel, når Vejle Kommune i et nyt partnerskab med Jelling Musikfestival uddeler kulturpriserne i Byens Hus i Jelling.
Ifølge eventkoordinator ved Vejle Kommune Erik Sanders faldt valgt på Jelling, da kommunen også ønsker at involvere centerbyerne i prisuddelingen.
- For os som kommune handler det at skabe fokus på Jelling og den musikalske kultur, der er i Jelling. Derfor samarbejder vi også med Jelling Musikfestival, da de vil sørge for den rette festival-stemning på aftenen for prisuddelingen, siger Erik Sanders.
Om årets kulturpriser siger formand for Kultur- og Idrætsudvalget og jurymedlem for kulturpriserne, Dan Arnløv Jørgensen (K), i en pressemeddelelse:
- Det blev desværre endnu et år, hvor vores kulturliv måtte forholde sig til corona. Derfor glæder det mig ekstra meget, at vi endnu en gang kan holde traditionen i hævd og hylde vores mange foreninger, personer og organisationer med kulturpriserne. Sidste år fik vi i juryen et stort spænd i de indstillede - lige fra unge innovative kræfter til garvede kulturbærere. Det viste, at kulturen i Vejle Kommune blomstrer på trods af modstand. Vi håber derfor igen i år at se et væld af borgerindstillinger til priserne.
To priser skal uddeles
Kulturprisen går til en person, organisation eller forening, som gennem et kulturelt virke af høj kvalitet har ydet et enestående bidrag til kulturlivet i Vejle Kommune. Prisen har været uddelt siden 2009 og sidste års modtager var forfatter Ulrik Gräs.
Dan Arnløv Jørgensen (K)Det blev desværre endnu et år, hvor vores kulturliv måtte forholde sig til corona. Derfor glæder det mig ekstra meget, at vi endnu en gang kan holde traditionen i hævd og hylde vores mange foreninger, personer og organisationer med kulturpriserne.
Initiativprisen er stadig den nye dreng i klassen. Den blev første gang uddelt i 2020, hvor modtageren var Jacob Bonderup og Roland Christiansen fra Engelsholm Højskole. Den gives for det nye, eksperimenterende initiativ, der bidrager til, at Vejle Kommunes kulturliv sætter nye standarder og prøver nye ting af.
Alle kan være med til at bestemme, hvem der skal løbe med årets kulturpris og initiativpris. Man skal bare indstille sin kandidat inden 24. februar på vejle.dk/kulturpris.
Årets kulturpriser finder sted 24. marts i Byens Hus i Jelling.