x
Annonce
Billund

Fire ombyggede pistoler: Våbenfund på Fyn trækker tråde til Jylland

Særlig Efterforskning Øst fremstillede fredag formiddag en 25-årig mand fra Billund i Retten i Odense. Han sigtes for at have solgt fire pistoler til to mænd på Fyn. Arkivfoto: Michael Bager.
En mand fra Billund blev fredag fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet ved Retten i Odense. Han sigtes for at have leveret fire pistoler til en nu 30-årig mand fra Fyn, som allerede sidder varetægtsfængslet i samme sag.

Fyn: I et grundlovsforhør i Retten i Odense erkendte en 25-årig mand fra Billund sig fredag formiddag delvist skyldig i den sigtelse, som forinden var blevet læst i retten. Ifølge politiet aftalte manden i tiden op til 15. juni sidste år at levere fire pistoler mod betaling til to mænd.

De to mænd, som politiet har tidligere har fremstillet i grundlovsforhør, kædes sammen med en stribe ransagninger, som Særlig Efterforskning Øst foretog sammen med Fyns Politi fredag 20. september sidste år. 18 adresser på Fyn blev undersøgt, og der blev fundet en større mængde våben og mere end 10 kilo amfetamin.

Den 25-årige mand, som blev fremstillet fredag formiddag, skal ifølge politiet have leveret fire pistoler af mærket Zoraki til en 30-årig mand fra Fyn - den 30-årige blev 10. februar varetægtsfængslet i fire uger. Pistolerne var ifølge politiet ombygget, så de lignede pistoler af mærket Glock, men var funktionsdygtige.

Annonce

I retten forklarede den 25-åriges forsvarer, at hans klient som udgangspunkt ikke ønskede at besvare spørgsmål, men at han kunne erkende sig delvist skyldig i sigtelsen - nemlig i at have overdraget de fire pistoler. Der fulgte dog ifølge forsvareren ikke ammunition med, og den 25-årige afviste at have fået betaling for pistolerne.

Han ville ikke bekræfte politiets oplysninger om, hvem han havde givet pistolerne til. Han ville heller ikke bekræfte den del af sigtelsen, som hævder, at pistolerne blandt andet er blevet overdraget på offentlige steder.

Anklager Tomas Hugger bad derefter dommeren om at lukke dørene under den resterende del af retsmødet af hensyn til den samlede efterforskning i sagen.

De mange ransagninger i september 2019 skete ifølge politiet efter en længerevarende efterforskning rettet mod distribution af våben, der blandt andet kan være endt hos de stridende parter i bandekonflikten i hovedstadsområdet.

Den 25-årige er nu ligesom de øvrige i sagen varetægtsfængslet frem til den 9. marts.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce