Annonce
Udland

22 tyrkiske soldater får livstid for kupforsøg i 2016

Soldater holder her vagt ved retsbygningen i forbindelse med en sag mod 497 mistænkte i forbindelse med tyrkisk kupforsøg i 2016. Foto: Adem Altan/Ritzau Scanpix

Der er onsdag faldet nye livstidsdomme efter et kupforsøg i Tyrkiet for knap fem år siden.

22 tidligere tyrkiske soldater er onsdag blevet idømt fængsel på livstid for deres rolle i et kupforsøg i sommeren 2016.

Det fremgår af onsdagens dom, som nyhedsbureauet AFP har set.

De 22 tilslutter sig hundredvis af militærfolk, herunder generaler, der er blevet idømt livstidsdomme efter kupforsøget for knap fem år siden.

Onsdag meddelte det tyrkiske nyhedsbureau Anadolu i første omgang, at fire soldater var blevet idømt fængsel på livstid. Men det fremgår altså af dommen, at der er tale om 22, skriver AFP.

De 22 var del af en retssag mod i alt 497 mistænkte.

Kuppet i 2016 mod præsident Recep Tayyip Erdogan mislykkedes.

Men der var omfattende kampe mellem oprørere, der kom fra militæret, og Erdogan-tro soldater, politifolk og civile.

Avisen Daily Sabah, der regnes for Erdogan-loyal, skriver, at 251 mennesker blev dræbt under urolighederne. 2200 blev såret.

Kupmagerne styrede ifølge anklagerne kupforsøget fra Akinci-luftbasen ved Ankara, hvorfra der blev indledt flyangreb på flere statslige institutioner.

Præsident Erdogan var på ferie på et resort, da det skete.

Den muslimske prædikant Fethullah Gülen, som bor I USA, beskyldes af den tyrkiske præsident for at være hovedmanden bag det mislykkede kupforsøg. Hans bevægelse kaldes en terrorbevægelse af de tyrkiske myndigheder.

Over 100.000 offentligt ansatte - deriblandt mange lærere og dommere - er blevet afskediget eller suspenderet efter kuppet på grund af deres påståede forbindelser til Gülen. Gülen afviser selv alle beskyldninger.

/ritzau/AFP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
VEJLE

NPV afviser kritikken af Gammelhavn: 'Det bliver en moderne og bæredygtig by for alle aldre'

Egtved

Gourmetrestaurant glæder sig over genåbning: Men en vandskade forsinker det hele to uger

Annonce