Annonce
Mad og drikke

Fire vine til din kalender

Foto: Kenneth Klingenberg

Brødtekst

Annonce

Chip Dry White Port, Taylor’s, Portugal, Jyskvin.dk: 119,00 kroner (20 procent)

Foto: Kenneth Klingenberg

Gylden vin med intens duft af tørret frugt, figner, valnødder, benzintank, kvæde, lys karamel, krydderurter og sved. I smagen har den en krydret tone med timian og salvie, nødder, lys karamel, sultanarosiner og en salt tone i afslutningen. Kroppen er stor, og vinen har en rund mundfornemmelse på grund af alkoholen og den sødme, som den trods alt også har - lidt som en koncentreret riesling med høj alkohol. Vinen er slank i forhold til de øvrige portvinstyper på grund af en tydelig syre. Forfriskende og et lyst indslag der vil overraske i årets mørkeste måned. Prøv at servere den blindt for gæster og få dem til at gætte på, hvad de drikker. Fire store stjerner.

10 Years Tawny, Graham’s, Portugal, H.J. Hansen/Vinspecialisten.dk: Tilbud 149 kroner/normalpris 200 (20 procent)

Foto: Kenneth Klingenberg

Mørk teglstensfarvet. I duften er der rosiner, figner, svesker i lage og hasselnødder svøbt i nougat, og i munden venter et fyldigt bad i de samme aromaer - fulgt af en tydelig, oxideret smag skabt af den tid, som vinen har tilbragt på store fade inden aftapning. Det vil sige, at her er nødder og champignon, men også kandis og bitter orangeskal - smagene væver sig ind i hinanden. Et rart glas at slutte dagen på. Fire store stjerner.

2013 LBV, Quinta do Infantado, Portugal, Portugisiskvinkaelder.dk: 169,00 kroner (19,5 procent)

Foto: Kenneth Klingenberg

Lillasort og uigennemtrængelig farve helt ud til kanten i glasset. Brombær, sort peber, mørke kirsebær og en parfumeret note af mørkrøde roser. Men også bacon, salt kød og jod, frisk muldjord, bitter tobak og brændt tændstik. Der er meget i gang her og nok at gå på opdagelse i. I munden er syren markant - hvis du kun kender portvin som en sød, medgørlig vin, får du revideret din opfattelse med denne LBV. Sødme har den selvfølgelig, og der er flere mørke bær og såmænd også et drys peber i smagen, men syren gør sammen med tanninerne (som dog er moderate), at vinen et godt stykke hen ad vejen opleves som en sød, men (alkohol)kraftig rødvin. Vellykket Late Bottled Vintage. Fem små stjerner.

2017 Vintage Port, Quinta do Crasto, Portugal, Portugisiskvinkaelder.dk: 395,00 kroner (20 procent)

Foto: Kenneth Klingenberg

Uigennemtrængelig lillasort med farve der hænger på indersiden af glasset. Smuk bærfrugt i duften - mørke kirsebær, brombær og hyldebær parfumeret med rosenduft ogsvag salturt. Her er også jern og tør lakrids og ristet, tør kokos. I munden tager vinen handskerne af og smækker store tanniner ud i gummerne, fulgt af en syre der mener det alvorligt. Men frugten følger lige efter, og den er overmåde generøs og kærtegnende og sender dig for alvor på kurs mod en velsignet højtid med mørke bær og blommer, mørke chokolader med svulstigt hindbærfyld og så lidt muscovadosukker til at lukke munden på den sidste julesurmuler. Kan man give sig selv en smukkere julegave? Fem store stjerner.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce