Annonce
Vejle

Firesporet gade begynder at bane sig vej gennem byen

Sådan kan en ny havnetunnel komme til at tage sig ud - ifølge en illustration, der var med i en pjece, som Vejle Kommune fremlagde i Folketingets transportudvalg i november. Titlen var: Nye effektive vejforbindelser i Vejle - der gør E45 robust.
Borgmester Jens Ejner Chrisensen (V) holder ikke bare fast i havnetunnel. Han tænker, den kunne forlænges for at sikre forbindelsen mellem by og havneområdet.

Vejle: En firesporet gade begynder så småt at bane sig gennem Vejles østlige del - fra nord mod syd.

På sin vej, vil gaden vælte huse, udvide broer og måske grave sig under jorden. Gennemføres projektet som skitseret, vil den brede vej efterlade sig en regning på knap en halv milliard kroner.

Projektet hedder havneruten og kunne få tilføjelsen 2.0. Vejforbindelsen findes nemlig allerede og forbinder to af byens vigtigste indfaldsveje - Horsensvej og Fredericiavej. Men i dag er der kun ét spor i begge retninger.

Annonce

Byrådets politikere er så småt ved at hjælpe projektet på vej. Teknisk udvalg har sagt ja til at bruge 22 millioner på den første strækning fra Horsensvej til og med broen jernbanen og Langelinie.

Lidt længere mod syd har byrådet opkøbt en række ejendomme på vestsiden af Østerbrogade. De skal rives ned for at få plads til den udvidede vej:

- Vi mangler at købe en ejendom på hjørnet ved Stormgade. Her foretrækker ejerne at blive eksproprieret, siger borgmester Jens Ejner Christensen (V) om den strækning, hvor det bliver nødvendigt at fjerne huse. Mellem Ørstedsgade og Stormgade er nedrivning eneste mulighed for at skabe plads.

Kritik af tunnel

Avisen møder borgmesteren på kontoret i Skolegade. Bevæbnet med et meter langt bykort vil han uddybe, hvorfor han holder fast i, at en havnetunnel er den rigtige løsning i forbindelse med vejprojektet.

Netop den del har fået kritik fra den socialdemokratiske udfordrer til projektet, Martin Sikær og viceborgmester Dan Arnløv (K). De mener, at tunnelen til anslået 210 millioner kroner  er et luksusprojekt, der bør pilles ud.


En firesporet højteknologisk havnerute og -tunnel vil skabe en god alternativ rute, når trafikken på Vejlefjordbroen holder stille. Den udvidede havnerute vil med en kapacitetsforøgelse på 60-70% kunne afvikle markant mere trafik end i dag.

Fra en præsentation til Folketingets transportudvalg i november 2020


Men borgmesteren er helt uenig. Han ser overdækningen af vejen som muligheden for at skabe forbindelse mellem by og det nye boligområde på nordkajen - samtidigt med, at man får en firesporet vej omkring havnen:

- Og når jeg står og kigger på kortet, tænker jeg umiddelbart, at det kunne være en god ide at forlænge den del, der er overdækket helt hen til den anden side af Strandgade, siger borgmesteren og peger på krydset ved Føtex.

Annonce

Hul med låg over

Den skitserede tunnel bliver ikke boret som eksempelvis togforbindelsen under Storebælt. Ideen er at slå spuns på tværs af havnebassinet, derefter grave og så dække over med et betonlåg:

- Og hvis man forlænger overdækningen hen til Strandgade, vil  der blive endnu bedre forbindelse, siger borgmesteren spontant.

Han ved ikke, om det er muligt rent teknisk. En tunnel kræver tilløb og ikke for stejle nedkørsler, så også høje lastbiler kan komme under.

Et stort kort på borgmesterens mødebord viser forløbet af havneruten fra Horsensvej til Fredericiavej. Foto: Kaare Johansen

Men Jens Ejner Christensen er overbevist om, at en bred havnerute er den rigtige vej til at forbedre trafikforholdene i Vejle - samtidigt med, at den ikke må forhindre vejlenserne i at komme ud på havneområdet.

Annonce

Nordkajen ryddes

Her er der store forandringer på vej. Vejle Havn har meddelt de nuværende virksomheder, at de ikke får forlænget deres lejekontrakter. Det betyder, at de sidste skal være flyttet senest i 2030.

22 millioner kroner på vej til udvidelse

En firesporet Havnerute var et vigtigt element, da Vejle Kommune i januar 2018 sendte et katalog over fremtidens trafik på gaden. Den såkaldte mobilitetsplan beskrev hovedlinjerne i projektet med blandt andet en tunnel ved havnen til godt 210 millioner kroner.

Nu begynder projektet så småt at bevæge sig fra overordnet vision til virkelighed. På det seneste møde sagde politikerne i teknisk udvalg ja til, at bruge 22,5 millioner kroner på første etape.

15 millioner er kommunens bidrag til at få udvidet den bro, der fører Østerbrogade over jernbanen og Langelinie til fire spor. De resterende 7,5 millioner kroner skal bruges til at udvide strækningen fra Horsensvej til broen.

Byrådet har i forvejen godkendt en række handler, der sikrer kommunen ejerskab til en række ejendomme på vestsiden af Østerbrogade - mellem Ørstedsgade og Stormgade. De skal rives ned for at skabe plads til udvidelsen.

Kommunen har samtidigt købt den lille "håndværkerby" nord for Sjællandsgade mellem Toldbodvej og Havneparken. Planen er at forlægge Sjællandsgade mod nord, så den fremover følger jernbaneforbindelsen ind fra Toldbodvej.

Når området er ryddet er planen, at kommunen køber nordkajen af Vejle Havn. En del en del af nordkajen skal så udvikles som beskrevet i kommuneplanen for 2021-2033. Her kan man læse:

På Nordkajen udvikles byfunktioner som f.eks. boliger, kontorerhverv, cafeer, rekreative muligheder og offentlige formål i det omfang, det kan indpasses i forhold til de fortsatte havnefunktioner på Sydkajen.”

Kemivirksomheden Brentag ved Strandgade er blandt de virksomheder, der er på vej væk fra området, som på den måde vil skifte karakter i løbet af det kommende årti.

Annonce

Trafik udenom midtbyen

På den baggrund er borgmesteren optaget af, at sikre sammenhængen på tværs af den firsporede vej, han samtidigt mener er afgørende i de tilfælde, hvor trafikken på Vejlefjordbroen bryder sammen.

- Og jeg mener fortsat, at det er en del af den nationale infrastruktur som staten skal være med til at betale for, siger borgmesteren, der blandt andet har argumenteret for projektet overfor transportminister Benny Engelbrecht (S) og Folketingets transportudvalg. Her fik udvalget en pjece, hvor kommunen redegjorde for trafikinvesteringer i og omkring Vejle.

Kritikerne har peget på, at man fra statens side vil vurdere, at ikke mindst havnetunnellen er et rent Vejle-projekt. Og borgmesteren er med på, at Vejle også får gevinst.

Hvis den nuværende Sjællandsgade bliver lukket ved Toldbodvej og erstattet af en ny vej nord om den nuværende håndværkerby, skal den kobles på en kommende vej ind til det planlagte parkeringshus mellem Sønderåen og renseanlægget. Samtidigt vil den få forbindelse til den planlagte vej over det nuværende godsbaneareal ved Gammelhavn. Foto: Kaare Johansen

Han forudser, at en firsporet rute omkring havnen vil sende flere bliver udenom centrum, så Vejle på den måde får en fredeligere midtby:

- Når vi samtidigt får omlagt Sjællandsgade, så den kobler sig på den kommende vej bagom posthusgrunden, vil det være den oplagte rute, hvis man vil udenom centrum i stedet for at køre ad Dæmningen, mener borgmesteren.

Vejle Kommune vil gerne sikre sig statspenge til trafikinvesteringerne omkring Vejle - udover Havneruten og en ny ringvej nordvest om byen. I den forbindelse gjorde kommunen reklame for projekterne i en pjece til Folketingets transportudvalg - blandt andet med dette kort.

Ifølge borgmesteren vil den mulighed også være med til at lette presset på strækningen mellem Ibæk Strandvej og Fredericiavej. Mange kritikere har peget på det let absurde i, at udvide vejen men lade din snævre ind til to spor på de sidste par hundrede meter.

Annonce
Egtved For abonnenter

Hærvejsmotorvejen splitter Venstre i Vejle Byråd: Se her, hvem der mener hvad

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Danmark

Onsdagens coronatal: 223 testet positiv det seneste døgn

Annonce
Annonce
Annonce
Alarm 112

Kaos i køreprøve-køen: Erfarne bilister kan miste både kørekort og job

Navne For abonnenter

Tidligere kvæginseminør var tæt på at dø: Nu kan han fejre 90-års fødselsdag

Erhverv

Tidligere 'Masterchef' mestrer mexicansk mad fra forsamlingshusets køkken

Børkop

Efter et halvt år med ombygning: Genbrugsplads er klar til indvielse

Alarm 112 For abonnenter

42-årig var tæt på at brænde sin bolig af: Fik 30 dages fængsel

Danmark

Her er de nyeste corona-tal søndag: 497 nye smittetilfælde

Alarm 112

Demonstration i Vejle endte med dødstrussel: Nu er demonstranterne anmeldt for racisme

Trafik og politi

Følg med her: Få seneste nyt om trafik og politi

Vejle

Avisen skifter ud på øverste chefstol: Ny chefredaktør er klar til at kæmpe for læserne

Kultur

Barchef lovede gratis omgang for hvert mål: Måtte forære over 1000 fadøl til euforiske fans

Vejle Boldklub

Wahid Faghir er stadig i VB: Skifter kun, hvis det rette tilbud kommer

Alarm 112 For abonnenter

Sønderjyde må bøde for at stikke sin penis igennem et hul i toiletbås

Erhverv

Fakta går på indkøb: Gør klar til at udvide Vejle-butik

Annonce