x
Annonce
Vejle

Flere butikker lukker frivilligt - vil ikke sprede smitte

Mandag middag og gågaden er stort set mennesketomt. Der er også blevet længere mellem stativer og skilte ude på strøget, fordi mange af gågaden butikker har valgt frivilligt at lukke som en følge af coronavirussen. Foto: Torben Juhler
Et stort antal af kædebutikker og selvstændige butikker i Vejles midtby har frivilligt valgt at lukke deres fysiske butikker. Mange satser på udbringning og websalg.

Vejle: Tirsdag i sidste uge gik statsminister Mette Frederiksen til pressemøde i statministeriet med det budskab, at samtlige butikscentre, frisører, caféer og værtshuse skulle lukke dagen efter for at bremse spredningen af coronavirus.

Her en lille uge senere er det dog ikke kun butikkerne i Bryggen - bortset fra Kvickly og Matas - og byens caféer, værtshuse og frisører, der holder lukket på grund af risikoen for smittespredning. Det samme gør en stribe butikker, som ikke er omfattet af det aktuelle forbud.

En gåtur op ad byens strøg afslører, at rigtig mange butikker i Vejles midtby, frivilligt har valgt at lukke deres butikker, og det er især tøjbutikkerne, der har valgt at dreje nøglen i en tid, hvor trafikken på strøget er dalet drastisk på grund af coronakrisen.

Solen skinner fra en skyfri himmel mandag og med butikker bugnende af friske forårsvarer på hylder og bøjler er marts og april vigtige måneder i detailbranchen.

Men kun få mennesker bevæger sig op ad Vejles strøg denne mandag.

Annonce
Smitten skal minimeres, og vi skal passe endnu bedre på hinanden. Derfor lukker vi begge vores fysiske butikker i en periode, men vi gi’er
ikke op. Døren er låst, men vi er i butikken efter aftale og lukker 1 til 2 kunder ind af gangen.

Mange kæder har valgt at lukke

I Søndergade er den første lukkede butik Sinnerup, der oplyser kunderne om beslutningen på sedler, der er hængt op på den låste indgangsdør. Her er der tale om en kædebeslutning, som lukker alle kædens butikker midlertidigt på grund af corona. Samme kædebeslutning er taget hos Flying Tiger og kosmetikkæden Rituals lidt længere henne ad Søndergade, ligesom Moss Copenhagen, H&M og andre kædebutikker på gågåden holder lukket.

Men også flere af de selvstændige butikker i Søndergade og på det øvrige strøg har valgt at lukke frivilligt. Den første i Søndergade er tøjbutikken Bruun Bruun, der i døren henviser til butikkens webshop. Samme beslutning har indehaveren af Boutique Mary truffet, og det gælder også lidt længere oppe ad gaden hos en anden modetøjsbutik, A'poke.

I Søndergade er der dog også butikker, der vælger fortsat at holde åbent. Det gælder blandt andre skobutikken Helle M, modetøjsbutikken Louise og Sport 24.

Forskellige valg hos herretøjsbutikker

I Torvegade har modebutikken Gundtoft og en herretøjsbutik som Poul Iversen valgt at lukke deres fysiske butikker, og samme beslutning har kollegerne hos Momentum and Friends i Orla Lehmannsgade truffet med begrundelse i risikoen for smittefare. Til gengæld har Buch Fashion Wear på modsatte side af Torvegade og Buchs Herremagasin i Nørregade fortsat åbent, og det gælder også butikker som Bahne og Decorate Shop.

Byens sidegadebutikker er også ramt og reagerer forskelligt på coronakrisen. I Vissingsgade går kunderne i disse dage forgæves efter blomster og krukker hos Henry. Det samme er tilfældet med tøj hos Charlot and Me, mens børnetøjsbutikken lidt længere henne ad sidegaden, Kikidee har valgt fortsat at holde åbent. I Tønnesgade har Johns Hælebar lukket på grund af coronavirussen, mens man fortsat kan købe kager hos Vanilla.

Nu bringer butikkerne varerne ud

Fælles for mange af de lokale butikker - både de, der har valgt at lukke den fysiske butik og de, der har fortsat har åbent - er, at de som noget nyt tilbyder udbringning af varer til kunder i lokalområdet.

Mange henviser til deres webshop, mens man hos andre kan aftale tid i butikken, så vil man lukke op.

Nogle af butikkerne kører med nedsatte priser for at få gang i salget af de mange forårsvarer, butikkerne har fået hjem. Men der er også dem, der har sendt alle ansatte hjem, og som puster ud, indtil samfundet åbner igen, og folk atter vil færdes på gågaden i stort antal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Det tegner foreløbigt godt: Vejle Sygehus bidrager til dansk corona-lyntest

Danmark

Liveblog: 5071 danskere testet positiv for corona - men smittetallet kan være op til 70 gange højere

Annonce