Stort kryds er ved at blive bygget om. Håbet er at få trafikken til at glide bedre i morgenmyldretiden.
Vejle: Nogle bilister kan glæde sig over mere grønt - andre må vente lidt længere i et af byens centrale kryds.
De nye tider venter, når Vejle Kommune er færdig med at omlægge krydset mellem Havnegade, Langelinie, Danmarksgade og Jyllandsgade. Arbejdet er så småt i gang og skal afsluttes i løbet af december.
Det er bilisterne på Langelinie og Danmarksgade, der fremover vil få lidt mere tid til at komme over krydset. Lyssignalet ændres, fordi trafikken har en tendens til at hobe sig op i de to gader i myldretiden.
Rundstrækning til p-pladser
For 20 år siden lancerede kommunen ideen om en indre ringvej - den såkaldte parkeringsring.
Ideen er at sende bilisterne rundt om bykernen. Skilte viser vej til ledige parkeringspladser, blandt andet i p-husene Trondur og Albert.
Ringvejen udgøres af de eksisterende gader - Kalkbrænderigade, Strandgade, Langelinie, Danmarksgade, Sjællandsgade/Gammelhavn, Sønderbrogade, Damhaven, Enghavevej, Flegborg, Vedelsgade og Vestrebrogade/Skovgade.
Bedre udkørsler
Samtidigt udvides udkørslerne fra de to gader mod Havnegade. På den måde kommer gaderne til at ligge mere lige overfor hinanden. Ifølge kommunens vejteknikere giver ændringerne bedre oversigtsforhold og sikrer, at flere bilister kommer igennem krydset, når lyset skifter til grønt.
Kommunen har haft kig på det skæve kryds i årtier. I forbindelse med, at Langelinie og Danmarksgade blev en del af den såkaldte indre ringvej til byens parkeringshuse og pladser, var der blandt andet planer om en rundkørsel i stedet for det nuværende lyssignal. Planerne blev opgivet på grund af manglende plads. Her mange år senere bliver det en mindre omlægning, der skal sikre mere flydende trafik.
I det oprindelige forslag var der planer om at ensrette den fjerde gade, der er en del af krydset - den lille Jyllandsgade. Men den idé er droppet. Derfor må bilister stadig dreje til højre ad Havnegade fra Jyllandsgade.
Jernbanegade lukkes delvist
Ombygningen af krydset får direkte konsekvens for trafikken på Jernbanegade, der strækker sig langs jernbanen parallelt med Langelinie. Fremover er det slut med at dreje fra Havnegade ind på gaden. Bilister kan stadig dreje til højre og venstre fra Jernbanegade ud på Havnegade - men der lukkes helt for indkørsel - ikke mindst af hensyn til fodgængere og cyklister langs Havnegade.
Erfaringerne fra den midlertidige lukning af gaden de seneste måneder er baggrunden for beslutningen. Undervejs har teknikerne blandt andet rådført sig med skolerne i området - Vejle Tekniske Gymnasium, Vejle Midtbyskole og Kirstine Seligmanns Skole. Sidstnævnte skole med skoleleder Tommy Kristensen i spidsen har argumenteret imod en lukning, mens de to øvrige skoler ikke har haft indvendinger.
Kompromiset er, som det fremgår, en delvis lukning - så det stadig er muligt at køre ud fra Jernbanegade på Havnegade.