Annonce
Erhverv

Flere lejligheder til salg giver købere bedre kort på hånden

Mathias Løvgreen/Ritzau Scanpix
Antallet af lejligheder til salg fortsætter op. Der er mere plads til at forhandle pris, vurderer økonom.

Der er fortsat flere lejligheder med til-salg-skilte i Danmark.

Udbuddet steg til 8482 i juni, hvilket er 12 procent flere end sidste år. Det viser tal fra Finans Danmark, finanssektorens interesseorganisation.

Hos Nykredit vurderer boligøkonom Mira Lie Nielsen, at køberne står med bedre kort på hånden end tidligere.

- Det går lidt langsommere på lejlighedsmarkedet end tidligere. Det går ikke helt så hurtigt med at få solgt, fordi der er lidt færre købere. Markedet er ikke gået i stå, men vi har nået et mere normalt niveau.

- Det betyder, at hvis man er på jagt efter en lejlighed i de større byer, har man råd til at have mere ro i maven, og man kan være lidt mere kræsen og presse sælgerne på prisen, siger Mira Lie Nielsen.

Mira Lie Nielsen påpeger dog, at stigningen i juni ikke er så stor, som man så i de første måneder af 2019, hvor udbuddet i flere af de store byer lå 40-50 procent højere end i 2018.

Det skyldes ifølge hendes vurdering, at der var godt gang i boligsalgene i foråret.

Tallene viser også, at det tager længere tid at sælge lejligheden. I gennemsnit ligger lejlighederne 166 dage mod 141 dage i juni sidste år.

Den største stigning er i København og Aalborg, hvor sælgerne må vente henholdsvis 40 og 45 dage længere end for et år siden.

Selv om markedet for lejligheder har ændret karakter, ser Mira Lie Nielsen ikke tegn på, at det er ved at gå i tomgang.

- Det går godt i Danmark. Beskæftigelsen slår rekorder. Vi har samtidig det meget lave renteniveau, der betyder, at man kan låne mere til samme indkomst, siger Mira Lie Nielsen i en kommentar.

Hun understreger dog, at man ikke skal forvente sig, at årene med årlige prisstigninger på omkring ti procent i de store byer bliver normen igen.

- I dag er vi et sted, hvor markedet er bremset op efter nogle ret hæsblæsende år med stor fart på priser og antallet af handler.

- Priserne bevæger sig i dag mere sidelæns, og det gør de, fordi priserne er blevet så høje, at der er færre købere. Men der sælges fortsat fint med lejligheder - det er bare et mere normalt leje end for to-tre år siden, siger Mira Lie Nielsen.

/ritzau/

Annonce
Link til statistik på Finans Danmarks hjemmeside
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle For abonnenter

Borgmesterkandidat med kampgejst: Han har ført sag mod sin egen kommune og været i strid med fagbevægelsen

Annonce