Annonce
Hedensted

Flere penge på vej til børnene, men usikkerhed om hvor meget Hedensted får

Den landsdækkende forældredemonstration "Hvor er der en voksen" har været med til at sætte fokus på behovet for flere hænder i daginstitutionerne. I Hedensted mødte godt 200 børn og forældre op i Trykkeriparken til demonstrationen i april. Foto: Michael Svenningsen
Hedensted Kommune har udsigt til at få fire millioner kroner fra staten til bedre normeringer i de kommunale daginstitutioner i 2020 - Hvis altså pengene fordeles som normalt. Intet er dog afgjort endnu.

Hedensted: Hvad betyder finansloven for os? Det er det store spørgsmål, som sandsynligvis mange forældre og pædagoger har stillet sig selv, efter Christiansborg-politikerne mandag aften kunne offentliggøre, at der er lavet en aftale om en ny finanslov.

Heri er der blandt andet afsat 500 millioner kroner til bedre normeringer i landets daginstitutioner i 2020. Men hvis man som forældre dermed har en forventning om at se en ekstra voksen i børnehaven efter juleferien, bliver man skuffet.

Hvor mange af pengene, der ryger Hedensteds vej er endnu et stort spørgsmålstegn, og det bliver sandsynligvis først i løbet af næste år, det bliver afgjort. Det fortæller den kommunale chef for Læring Marianne Berthelsen.

- Hvis pengene bliver fordelt til kommunerne efter den almindelige bloktilskudsnøgle vil Hedensted Kommunes andel udgøre omkring fire millioner kroner i 2020, men det er et sjus, for vi ved ikke endnu, om pengene vil blive fordelt sådan, eller om man vælger en anden model. Alt kan ske, som jeg ser det, lyder det fra Marianne Berthelsen.

Det eneste, hun kan sige med sikkerhed, er derfor, at daginstitutionerne i Hedensted Kommune får to millioner kroner til bedre normeringer fra kommunens eget budget i 2020. De måske fire millioner kroner fra statskassen vil komme oveni efterfølgende, så der samlet er udsigt til seks millioner kroner til bedre normeringer i Hedensted Kommunes daginstitutioner i 2020. Det svarer i gennemsnit til en ekstra 20-timers stilling til hver af Hedensted Kommunes 27 daginstitutioner.

Annonce

Det siger finansloven om minimumsnormeringer

En ny lov om minimumsnormeringer i daginstitutioner skal sikre, at der maksimalt er tre børn per voksen i vuggestuer og seks børn per voksen i børnehaver.

Loven skal være fuldt indfaset i 2025.

I 2020 afsættes der 500 millioner kroner til bedre normeringer, det hæves gradvist til 1,6 milliarder kroner om året i 2025.

Udformningen af modellen for minimumsnormeringer skal forhandles i Børne- og Undervisningsministeriet i 2020 med henblik på vedtagelse i folketingsåret 2020/2021 og ikrafttrædelse af lovkravet i 2025.

Vil bruge kommunale kroner først

Egentlig skulle fordelingen af de to millioner kommunale kroner afvente finansloven, men med udsigt til, at der først bliver lukket op for statskassen senere på året, har udvalgsformand Ole Vind (V) i sinde at arbejde på at få de kommunale kroner hurtigere ud til institutionerne.

- Man kan jo godt frygte, at det kommer til at vare længe, inden pengene fra finansloven kommer ud til kommunerne, så spørgsmålet er, om vi ikke skal bringe vores egne penge i spil noget tidligere. Der er ingen tvivl om, at vi i læringsudvalget gerne ser, at vores penge kommer ud at arbejde så hurtigt som muligt, men det skal lige vendes med partierne i byrådet først, lyder det fra Ole Vind.

Han er overordnet set tilfreds med, at der med finansloven kommer flere midler til børneområdet.

- Vi kaldte det kommunale budget i Hedensted for børnenes budget, og jeg er selvfølgelig tilfreds med, at finansloven flugter det. Nu må vi så bare se, hvordan pengene bliver udmøntet til os. Jeg kan godt frygte, at der bliver talt nogle forventninger op, som ikke bliver indfriet, og at detailreguleringen af kommunerne bliver for stor, siger Ole Vind.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Ny forretning: Et klip med gyldne fingre

Annonce