Givskud: 85 elever samt ansatte fra Firkløverskolens afdeling i Givskud er sendt hjem i isolation.
Det sker som en konsekvens af, at tre medarbejdere samt en enkelt elev er testet positive med coronavirus, fortæller skolelederen for Firkløverskolen, Preben Skov Christensen.
- Først blev én medarbejder konstateret positiv, og så er det klart, at vi går ind og ser på, hvem der er nær kontakt, og hvilke klasser, elever og kollegaer vedkommende har været i nærheden af. Det betød i første omgang, at vi sendte en del af skolen hjem, fordi vedkommende havde været meget der, siger Preben Skov Christensen.
I løbet af pinsedagene blev yderligere en medarbejder og en elev konstateret smittet, og tirsdag formiddag fik skolen så besked om, at en tredje medarbejder også havde coronavirus, og dermed lukker stort set hele skolen.
Tilbage sidder én elev, der ikke er hjemsendt. Eleven har tidligere haft coronavirus og har dannet antistoffer mod den smitsomme sygdom. Derfor er isolation ikke nødvendig.
I samarbejde med kommunen og elevens forældre aftaler skolen nu, hvordan man håndterer den specielle situation.
Preben Skov Christensen, skoleleder FirkløverskolenJeg forventer ikke, at der bliver meget liv på skolen i denne uge.
Ingen smittetilfælde i sogn
De øvrige elever samt de ansatte skal i de kommende dage testes to gange, før de kan vende tilbage til skolen.
- Da de blandt andet skal testes på torsdag, og det er en PCR-test, kan de næsten ikke nå at få svaret, før skolen lukker fredag, så jeg forventer ikke, at der bliver meget liv på skolen i denne uge, siger Preben Skov Christensen.
Både elevernes forældre samt medarbejderne er hurtigt blevet informeret om smittetilfældene og de medfølgende konsekvenser, der er sket "helt efter den kommunale drejebog", forklarer skolelederen.
Ser man på antallet af coronasmittede i Givskud Sogn, ser tilfældene fra Firkløverskolen foreløbig ikke ud til at slå ud i statistikkerne hos Statens Serum Institut. Her havde man mandag nemlig ikke registreret nogen smittede i løbet af den seneste uge. Det kan eksempelvis skyldes, at de smittede ikke har bopæl i sognet.
På Firkløverskolen i Givskud går der elever fra 0. til 6. klasse. Ud over den gamle Givskud Skole har skolen tre andre afdelinger: Ikær, Søndermarken og Elkjær.