Vejle: Medarbejderne i en række større lokale virksomheder skal fremover vise gyldige corona-pas, når de møder på arbejde.
Det viser en rundringning, Vejle Amts Folkeblad har foretaget.
Folketinget behandler i denne uge et lovforslag , der vil give landets arbejdsgivere mulighed for fra på fredag at kræve corona-pas af sine ansatte, og det er den mulighed flere lokale virksomheder vil benytte sig af.
Det gælder blandt andet for de omkring 350 ansatte på Danish Crown Foods fabrik på Nørremarken - det tidligere Tulip.
Danish Crown forhandlede sidste efterår en aftale hjem med fagforbundet NNF om, at 10 procent af de ansatte på alle virksomhedens produktionsanlæg hver uge skulle lade sig teste, men nu går man altså skridtet videre.
Til Dagbladet Børsen udtaler Danish Crown-topchef Jais Valeur, at man vil indføre krav om corona-pas for alle virksomhedens 8000 ansatte.
Hvad gør din arbejdsplads?
Kræver din arbejdsplads coronapas? Skriv til os og fortæl, hvad der sker. Vi giver ikke dit navn videre uden din tilladelse. Send din mail til Palle Søderberg, paso@vafo.dk.
Samme beslutning er man nået frem til på Dagrofa Logistiks store lager på Knud Højgaards Vej.
Her skal de omkring 280 ansatte også kunne fremvise corona-pas for at møde ind på jobbet.
Beslutningen gælder for alle virksomhedens lagre i hele landet.
- Vi indfører corona-pas på vores lagre for at beskytte julehandlen, oplyser Jannie Ravn Madsen, der er kommunikationskonsulent i Dagrofa.
Peter Halling, administrerende direktør, Fertin Pharma A/SSom udgangspunkt giver det god mening med corona-pas.
Beslutter sig tirsdag
Hos kommunens største arbejdsgiver, Vejle Kommune, har man endnu ikke besluttet, om man vil gøre brug af muligheden for at kræve, at de omkring 10.000 ansatte skal fremvise corona-pas for at møde på arbejde.
- Spørgsmålet er blevet drøftet i økonomiudvalget og skal drøftes i hovedsamarbejdsudvalget tirsdag i næste uge, så medarbejderne kan være med til at træffe beslutningen. Det betyder også, at et eventuelt krav om corona-pas tidligst kan træde i kraft onsdag den 1. december, fortæller Thrine Rimdal Nørgaard, personalechef i Vejle Kommune.
Afventer endelig lov
Hos transportbånds-producenten Ammeraal Beltech Modular A/S er der truffet en beslutning om, hvorvidt man vil kræve corona-pas, men den er endnu ikke meldt ud i virksomheden.
- Vores ansatte skal ikke læse om det først i avisen, så vi udtaler os ikke, før vi har fået meldt beslutningen ud til medarbejderne, fortæller HR-chef Lene Boe.
På Fertin Pharma A/S fortæller administrerende direktør Peter Halling, at man afventer den endelige lovtekst, før man beslutter, om de 700 ansatte skal vise corona-pas.
- Vi har i forvejen en strammere politik end de fleste virksomheder i forhold til corona med krav om mundbind og afstand, men vi vil godt se den færdige lov, før vi tager stilling. Som udgangspunkt giver det dog god mening med corona-pas, siger Peter Halling.