Annonce
Vejle

Flertal af læsere ikke i tvivl: Lad skulpturerne stå

Skulpturerne foran Vejle Rådhus skal blive, hvor de er, mener et flertal af de læsere, der har stemt i avisens afsteming på vafo.dk. Arkivfoto: Lars Saugbjerg

Stadsarkivet eller Havnepladsen er også gode muligheder, hvis Sigurdjón Olafssons granitskulpturer skal væk fra Rådhustorvet.

Vejle: Hvis flertallet får lov at bestemme, behøver skulpturerne på Rådhustorvet i Vejle ikke frygte fremtiden. De skal have lov at blive stående, mener 54 procent af de 803 læsere, der har tastet et svar i avisens afstemning på www.vafo.dk.

Dermed er flertallet enige med blandt andet de lokale socialdemokrater. Forleden udtalte partiets medlem af teknisk udvalg, Martin Sikær, at han om nødvendigt ville binde sig til skulpturerne for at forhindre, at de blev flyttet fra pladsen.

- De må gerne tages ned fra deres forhøjninger og omplaceres. Men de skal blive på pladsen, understregede Martin Sikær.

Annonce

Hvis skulpturerne placeres ved Havnegades udmunding, bør de ikke skilles, men placeres i det lille anlæg mellem Havnegade og Holmen. Det giver mening og sammenhold.

Bent Nordheim
I 1936 var Rådhustorvet en flad sammenhængende plads - og det er også tanken bag de seneste forslag om renovering. Foto: Johs. Rønvig/Vejle Stadsarkiv

Træt af ændringer

Den bemærkning finder genklang. Lars Ringholm bemærker i en kommentar, at han "helt usædvanligt er enig med en socialdemokrat".

Langt de fleste af bemærkninger i kommentarsporet efter artiklen taler samme sprog. Som Sabine Hjortby skriver:

Jeg synes, at de skal blive stående, hvor de er. Jeg er generelt træt af alle de ændringer, der bliver lavet på det gamle, bare fordi det skal passe til det grimme moderne fims, der skal være alle vegne.

Diskussionen om skulpturerne er opstået i forbindelse med de seneste skitser over et ændret torv. Byens centrale plads skal efter planen renoveres - blandt andet med ny belægning, der rækker fra facade til facade.

I den forbindelse er Sigurdjón Olafssons 75 år gamle granitfigurer tegnet ud af pladsen. Men endnu er der ikke truffet nogen politisk afgørelse. Det sker formentlig på næste møde i teknisk udvalg 5. februar.

Stadsarkivet på andenplads

I sidste uge havde udvalget sagen på dagsordenen. Det samme havde byrådet på et temamøde om et nyt rådhustorv. Her fik politikerne præsenteret en række muligheder for at genplacere skulpturerne - de samme, som avisen brugte i weekendens afstemning.

Beskeden fra flertallet er, at skulpturerne skal blive. Med hensyn til andre placeringer viser afstemningen stort set dødt løb mellem to alternativer - foran Stadsarkivet i Vedelsegade eller på Havnepladsen. Havnepladsen fik 18 procent af stemmerne, mens 19 procent pegede på Stadsarkivet. Som Gunner Jørgensen skrev:

Vil mene, at de præsenterer sig pænest ved Stadsarkivet, men det får borgerne nok ingen indflydelse på. Hvis politikerne mener, det er på en tømmerflåde sammen med det andet fyld i fjorden, så bliver det vedtaget.

Formand: Vi vil lytte

Formanden for teknisk udvalg, Christoffer Melson (V), er ikke enig. Vejlensernes holdning gør indtryk. Derfor udelukker han ikke, at man kan finde en placering på et nyt rådhustorv:

- Vi mangler at se nogle skitser af, hvordan det vil kunne lade sig gøre. Det håber jeg, vi har til næste møde. Det står dog fast, at skulpturerne skal flyttes i første omgang, mens vi renoverer torvet.

Flere mener, at I bare skal lade torvet være som det er. Hvad siger du til det?

- Jeg er uenig. Torvet trænger til at blive renoveret. Det er slidt, og der er dårlig tilgængelighed. Jeg mener, historien viser, at det var rigtigt at renovere gågaderne, selvom mange var skeptiske. Det har været med til at styrke vores handelsliv og bosætning. Forhistorien viser, at det kan betale sig at investere i en flot midtby.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce