Annonce
VEJLE

Flertallet uden om Venstre står fast: Biblioteket bliver på sin plads

Flertallet i Vejle Byråd - uden om Venstre - står fast nu som i maj sidste år på, at Vejle Bibliotek i en ny udgave stadig skal ligge ved Willy Sørensens plads, som det har gjort siden 1970. Arkivfoto: Leif Baun
Venstres gruppeformand får ingen roser, kun torne, fordi han i et læserbrev har gentaget et gammelt Venstre-synspunkt om, at biblioteket skal flyttes til Vejle midtby.

Vejle: Sidste år gik alle partier i Vejle Byråd - bortset fra Venstre - sammen om at beslutte, at fremtidens bibliotek skal placeres i det området nær DGI Huset, hvor det ligger nu.

Den beslutning er der stadig flertal for.

Venstres nye gruppeformand, Lars Schmidt, har ellers for nylig i et læserbrev argumenteret for, at det er mere visionært at bygge en skøjtehal end et kulturhus ved DGI Huset - og mere visionært at at placere biblioteket i midtbyen som en dynamo i bylivet.

Annonce

Venstre var ikke tonedøvt

Da flertallet havde vist sig i maj sidste år, sagde borgmester Jens Ejner Christensen, der deler parti med Lars Schmidt:

- Venstre har fuldstændig accepteret, at biblioteket skal ligge, hvor det gør. Vi er jo ikke tonedøve.

Han tilføjede, at Venstre ville forsøge at komme med i flertallet.

På byrådsmødet i maj stemte partiet dog ikke for, men det gjorde det, da der i budgettet blev givet penge til at starte arbejdet. Derfor skaber den nye melding overraskelse hos flertallet.

- Sagen er overvejet, der er taget en beslutning, og pengene er afsat i budgettet, som Venstre også er med i. Jeg håber, at læserbrevet var en fortalelse, siger siger Dan Arnløv Jørgensen (K), der er formand for kultur- og idrætsudvalget.

- Lars Schmidt og Per Olesen, som er "Venstres førende kulturpersonligheder" - og det er ironisk ment - har foreslået biblioteket i Marys eller på transportcentret, og de har villet reducere kunstmuseet til en skærm i Spinderihallerne samt som et lejemål til 90 millioner kroner i projektet på Posthusgrunden. Det er ikke visionært at skyde på alt. Det læserbrev fra Lars Schmidt betragter jeg som useriøst, siger Dan Arnløv Jørgensen.

Han tror ikke på, at et flertal vil rykke noget i forhold til flertallet for at bevare bibliotekets placering, men han betegner det som atypisk, at det borgmesterbærende parti står uden for så stort et projekt.

SF's Lone Myrhøj bruger også ordet "useriøst" om meldingen fra Venstre, herunder at Lars Schmidt opfordrer til at være tålmodig, fordi Vejles developere skaber en udvikling, hvor der måske pludselig viser sig at være noget brugbart til salg.

- Venstre prøver at forplumre debatten om kulturhuset, og det bringer kun forstyrrelse. Det er en gammel diskussion, om udviklingen i Vejle skal bestemmes af ejendomsudviklere eller Vejle selv. Vi tør godt mene, at Vejle selv skal besluttet, at vi ønsker et kulturhus med bibliotek og andre funktioner til gavn for hele kommunen, siger Lone Myrhøj.

Annonce

S: Venstre forhaler sagen

Martin Sikær fra Socialdemokratiet forventer, at Lars Schmidt som Venstres gruppeformand bakker op om det budgetforlig, partiet har underskrevet.

- Jeg er vild med ordet "tålmodig" i denne sammenhæng. Siden 1986 har Vejle Bibliotek været tænkt ind i stort set samtlige tomme lokaler i Vejle. Venstre har de senere år foreslået fire-fem placeringer til biblioteket. Men det har altid været som en nedprioritering, siger Martin Sikær.

- Jeg tror, at Venstre har holdt gang i diskussionen for at undgå at bruge pengene, altså en forhaling af projektet. Venstre har haft borgmesterposten i 12 år, men partiet har ikke for alvor bragt biblioteket ind som noget, vi skulle. Partiet isolerer sig i denne sag frem for at acceptere, at der en gang imellem er flertal uden om ens eget synspunkt. Det samme sker i sagen om TrekantBrand. Det er ikke noget bare at have borgmesterposten, siger Martin Sikær.


Siden 1986 har Venstre har foreslået fire-fem placeringer til biblioteket. Men det har altid været som en nedprioritering.

Martin Sikær, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet


Annonce

LA: Intet er ændret

Liberal Alliance var også med i flertallet bag at fastholde bibliotekets placering. Partiets repræsentant i Vejle Byråd, Anja Daugaard, slår fast, at intet er ændret siden maj sidste år, da flertallet besluttede sig.

- Der kan være trafikale problemer i at flytte et kulturhus ind midt i byen. Det ligger fint nu i et uddannelsesområdet. Jeg gik med flertallet, fordi vi skulle videre fra den lange diskussion om placeringen.

Med i aftalen om bibliotekets fremtidige adresse var også Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og den senere løsgænger Kim Hesel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce