Annonce
Kultur

Flot musical: Tilbage til de fede 80'ere med magi i luften og ståpels

Catfight: I krig og kærlighed gælder alle kneb - og her er to piger røget i flæsket på hinanden over en intrigant kærlighedssituation. Her var der ikke magi men skrammer i luften. Foto: Jim Hoff
Med et potent katalog af danske popørehængere fra de fede 80'ere som lydtæppe sprang dette års musical på Søndermarksskolen ud på kærlighedskvalernes og nostalgiens dybe vand. Og gjorde det med bravour.

GIVE: Efter små to uger i kampzonen med benhårdt arbejde både på og bag scenen og i musiklokalet trykkede et musicalhold på små 100 deltagere på den røde knap og antændte et sandt festfyrværkeri af en 80'er musical, hvor det ikke kun var på grund af stykkets titel, at der var magi i luften.

De 17 skuespillere, de 72 dansere og det 9 mand store fede 80'er band leverede i flere momenter gåsehudsfremkaldende præstationer, da de tog tilskuerne med tilbage på en rejse til 80'erne.

Optakten var et 30-års jubilæum, en såkaldt re-union, mellem gamle klassekammerater, hvor mysteriet om den aldrig fuldendte kærlighedsalliance mellem Gitte og Sten fik de nu 30 år ældre klassekammerater til at beame sig selv tilbage til tiden med kriblende kærlighedssommerfugle i maven, forbudte smøger og de første bajere bællet ned i frydefuld hemmelighed.

Fortabt og skjult kærlighed, intriger i massevis og misforståede signaler - altså vaskeægte musicalbrændstof - bar på indholdssiden tilskuerne frem til den endelige forløsning, hvor Sten og Gitte, naturligvis, får hinanden efter 30 års forsmåelse og kærlighedstørke.

Annonce

Selvfølgelig er det hårdt arbejde, mens det står på i de her 9 meget intense dage. Men vi har nydt det, stemningen har været rigtig god, og når resultatet bliver så godt som i dette tilfælde, så er det så godt og vel det hele værd. Jo, mor er stolt.

Connie Nielsen lærer og instruktør

Massevis af gåsehud

Dette simple og velprøvede plot blev sejlet flot i havn af en lang række af 80'ernes store danske pophits leveret af det glimrende musicalband med kor plus solister, der fra scenekanten gav et 2019-ungdommeligt bud på de gyldne 80'er evergreens.

Og det gjorde de så indfølt og intenst, at man flere gange kunne konstatere ståpels på armene.

Aftenens absolutte musikalske højdepunkt leverede Sten, glimrende spillet af Nikolai Sørensen, der på imponerende vis havde skrevet og produceret sit helt eget rap-nummer - et flot og velskrevet statement om kærlighedens kvaler for en ung mand på blot 15 somre. Gåsehud? Ja, mon ikke.

Sten/Nikolais soulmate og fortabte kærlighed, Gitte, flot spillet af Selma Terp Legarth, leverede også flere sangnumre på smukkeste vis med en beundringsværdig intensitet og tilstedeværelse i musikken. Mere gåsehud.

Vi blev begavet med fine og dejlige udgaver af klassikere som Tænder på et kys, Den jeg elsker, Vi er røde, vi er hvide, Vågner om natten, Mandagsstævnemøde og det store finalebrag Magi i luften.

Derudover var der i den grad også gang i danseskoene, hvor det 72 m/k store dansehold leverede det ene hæsblæsende dansenummer efter det andet.

Og det bedste af det hele: Det skinnede tydeligt igennem, at eleverne nød at performe både som skuespillere, sangere og dansere - og den fest de havde på scenen formåede de på flotteste vis at levere ud over scenekanten.

Det handler i bund og grund om fællesskab

Mens musicalholdet i de små to uger havde bakset med at strikke med Magi i luften, havde resten af skolens oplever også været i ilden med praktiske, kreative og anderledes fordybelsesopgaver. Også med et tematisk udgangspunkt i 80'erne.

- Eleverne har lavet et escape room, en stor Berlinmur plus en 1:1 udgave af Tarok. Vi har haft et pressehold, der er blevet lavet en fin restaurant, nogle har stået for scenografi, andre har lavet kostumer, et hold har stået for udsmykning og indretning af indgangspartiet, hvor vi præsenterer en række kendisser fra 80'erne, fortæller lærer Gert Kristiansen, der har stået i spidsen for pressegruppen.

Han roser elevere for det høje samarbejdsniveau på tværs mellem klasser og årgange i forbindelse med musicalugen.

- Arbejdsformen i de her to uger understøtter i høj grad fremmelsen af det fællesskab, som vi har stor fokus på her på Søndermarkskolen. Samtidig får eleverne også mulighed for at afprøve andre læringssformer, de kommer til at tænke innovativt og får i det hele taget nogle nye tilgange til det at gå i skole og til undervisning, pointerer Gert Kristiansen.

Nikolai Sørensen og Selma Terp Legarth spillede og sang i hovedrollerne som Sten og Gitte. så det var en sand fornøjelse. Foto: JIm Hoff

"Mor er stolt"

Det er traditionen tro lærer Connie Nielsen, selv et muntert barn af 80'erne, der har været instruktør og tovholder på selve musicalen, mens Henrik Kunz har holdt styr på de musikalske tropper.

- Derudover har min kollega Tina Korsgaard været med i flere funktioner, og så har vi fået hjælp udefra med danserne af Janni, der har været head boss for danserne, samt June (vikar) og Laura, der har været med til at bære danserne gennem de mange numre, fortæller Connie Nielsen, der med god grund var slemt stolt af sit musicalhold.

- Selvfølgelig er det hårdt arbejde, mens det står på i de her 9 meget intense dage. Men vi har nydt det, stemningen har været rigtig god, og når resultatet bliver så godt som i dette tilfælde, så er det så godt og vel det hele værd. Jo, mor er stolt, lyder det fra en bevæget og storsmilende Connie Nielsen.

Og på den konto blev det på alle måder en aften med magi i luften, da lidt over 600 forældre/søskende og andre gode mennesker fik sig en tur tilbage til de fede 80'ere i Søndermarkskolens tidsmaskine.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Rocker-rapper skal optræde for de unge: Halvdelen af Løget siger nej tak

Annonce