Annonce
Trekantområdet

Fodboldkrig eskalerer: Klub pudser advokat på kvindeklub

Der dyb uenighed mellem formændene for henholdsvis Kolding Boldklub og KoldingQ om, hvor stor KoldingQ's gæld til KB er, hvordan de hver især har forsøgt at løse uenigheden, og hvordan den bør løses. Arkivfoto: Søren E. Alwan
De store uenigheder om økonomien mellem Kolding Boldklub og KoldingQ vokser. Klubberne er dybt uenige om, hvor meget KoldingQ skylder KB, og nu har KB henvendt sig til en advokat for at få hjælp til at kradse gæld ind.

Kolding: Det mildt sagt kølige forhold mellem Kolding Boldklub og KoldingQ er hastigt på vej mod endnu koldere temperaturer.

De to klubber er dybt uenige om, hvor stor en gæld KoldingQ har til KB, og om hvordan man løser konflikten, som kulminerede, da KB for nylig forbød KoldingQ overhovedet at træne på kunstgræsbanen på Mosevej.

I stedet er en del af pige- og kvindetræningen allerede flyttet til det træningsanlæg, der er ved at blive etableret til KoldingQ i Bramdrupdam, mens andre KoldingQ-hold har måttet låne baner andre steder i Kolding.

Men nu er konflikten eskaleret yderligere.

KB har nemlig henvendt sig til en advokat med henblik på ad rettens vej at inddrive den gæld på cirka 140.000 kroner, som man i klubben mener, at KoldingQ har til KB, og som ifølge KB's formand Carsten Grubach for en stor dels vedkommende allerede skulle have været betalt.

Annonce

KoldingQ's nye anlæg

  • KoldingQ flytter til et nyt fodboldanlæg ved Bramdrupdam Hallerne, hvor BGIF Fodbold i forvejen holder til, og hvor man nu indleder et tæt samarbejde med pige- og kvindefodbolden i KoldingQ.
  • Her bliver de to af de eksisterende baner udskiftet med nye kunstgræsbaner, og desuden opfører man et såkaldt goal-anlæg. Til den største af banerne etableres efter planen en tribune med 500 siddepladser plus et 2000 kvadratmeter stort opvarmningsområde.

Har brug for pengene

- Det ville være uforsvarligt, at vi har været ude med hatten i hånden til Kolding Kommune for at få hjælp til at genoprette KB's økonomi, hvis vi så ikke sørgede for at inddrive gæld til os. Vi har brug for de penge, og KoldingQ har skyldt os dem længe, siger Carsten Grubach og henviser til, at KB tidligere i år fik økonomisk hjælp af Kolding Kommune til at slippe af med en gammel momsgæld.

Han oplyser, at man fra KB's side har tilbudt KoldingQ flere forskellige afdragstilbud og også har tilbudt at "slå lidt af på gælden". Men af hensyn til klubbens cirka 700 medlemmer er man nu nødt til at handle for at få pengene ind, mener Carsten Grubach.

At han og formanden for KoldingQ, Niels Sterndorff, ser vidt forskelligt på konflikten mellem de to klubber, hersker der ingen tvivl om.

Niels Sterndorff oplyser nemlig, at KoldingQ forgæves har forsøgt at opfordre til dialog mellem de to konflikter, for eksempel gennem et møde, hvor kommunens fritidschef kunne fungere som en slags mægler.

Synd for fodbolden

Han fortæller endvidere, at han for nogle dage siden har fremsendt et tilbud til KB om at betale 56.000 kroner her og nu. Desuden har han tilbudt, at KB i første halvår af 2020 en time om ugen kan benytte sig af den såkaldte Goal Station, som er noget særligt træningsudstyr til at udvikle sit spil med.

- Jeg er fuldstændig forundret over, at KB sender sagen til en advokat. Det betyder, at sagen nu bliver trukket i langdrag over de næste to-tre år, og taberne er både KB og KoldingQ. Skulle vi nu ikke løse det her mindeligt, for det er synd for fodbolden i Kolding, mener Niels Sterndorff.

Tidligere var KoldingQ en del af KB men blev tidligere i år en selvstændig klub. Ifølge den såkaldte spaltningsaftale, der blev lavet mellem de to klubber i forbindelse med dette, skal KoldingQ ikke længere bruge KB's træningsfaciliteter på Mosevej fra 1. juli 2020.

KB har dog som tidligere nævnt allerede nu forbudt KoldingQ at bruge kunstgræsbanen på KB's anlæg på Mosevej på grund af den økonomiske strid.

KoldingQ er i øjeblikket ved at få etableret sit eget træningsanlæg i Bramdrupdam. Den ene kunstgræsbane her er allerede taget i brug, mens den anden tages i brug i begyndelsen af december.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Kultur For abonnenter

Vi åbner endnu en kalenderlåge: Skolelæreren har altid drømt om at redde hele verden

112

Pludselig gik en mand på kørebanen: I kritisk tilstand efter påkørsel

Annonce