Vejle: Der har været stille på Dæmningen, siden diskoteker og barer fik besked på at lukke ned i begyndelsen af marts.
Der er nu gået fem måneder, og det har hele tiden været myndighedernes hensigt at barer og diskoteker igen må holde åbent, når genåbningen af samfundet er nået ind i sin fjerde fase. Men på grund et det øgede smittetryk, begynder der at lyde advarsler fra flere sider om, at nattelivet ikke skal have frie tøjler igen lige foreløbig.
På Dæmningen føler mange af beværtningerne sig ellers helt klar.
- Vi kunne åbne i aften, hvis vi måtte, siger en frustreret bestyrer af Eskes, Dennis Lerche.
Han tager jævnligt ind på baren for at sikre, at maskinerne stadig virker optimalt, men ellers kan han ikke gøre andet end at vente.
- Det er meget frustrerende at holde lukket. Vi vil gerne igang igen, understreger han.
Nok først til september
Ligesom BarMix og TemaBar hører Eskes hjemme i Rekom-regi. Rekom er Nordens største nattelivs-koncern, som driver mere end 120 barer og diskoteker i Danmark.
Her er Lars Børsting politisk chef, og han er ikke optimistisk på nattelivets vegne.
- Hvis man alene ser på de politiske udmeldinger, der er kommet i denne og den forgangne uge, så tyder alt desværre på, at vi bliver bedt om at holde lukket noget tid endnu, siger Lars Børsting og fortsætter:
- Jeg håber altid, men jeg er også realist. Så jeg tror - både vi og de mange, der glæder sig til igen at komme i byen, bliver nødt til at vente lidt længere - nok til september, lyder hans vurdering.
Sprit og kontrol
Rekom har ellers en klar plan for, hvad der skal ske, når politikerne giver grønt lys.
- Når vi genåbner, så vil alle gæster skulle spritte hænder ved indgangen til vores barer og klubber, og vi opfordrer til kontant- og kontaktløsbetaling via for eksempel vores app. Jeg tror også, at vi flere steder vil se mere bordservering, fordi det kan forhindre, at gæsterne står tæt i baren, siger Lars Børsting.
Lars BørstingDet skal være trygt at gå i byen, når vi genåbner. Derfor er vi lige nu i en venteposition, hvor vi må se hvad myndigheder og politikere melder ud.
Han understreger, at alle sundhedsmyndighedernes anbefalinger selvfølgelig vil blive efterlevet.
- Vi overvejer også en app, hvor gæsterne kan registrere, at de har været på en bar eller klub, så vi kan få kontakt til dem i forbindelse med eventuel smitteopsporing, siger han.
Mere gearet
I Den Knæhæje Bar venter Lars Christensen også med længsel på at få lov at komme i gang igen. Han lejer lokalerne på Dæmningen fra Rekom, men er ellers bestyrer i eget hus og glæder sig til, at der må komme gæster inden for dørene igen.
- Jeg er klar! Jeg skal bare lige have lidt kolde øl i køleskabet, men det tager ikke mange dage, vurderer han.
Men Lars Christensen tror ikke på, at han får lov at åbne lige foreløbigt.
- Ikke hvis smittetrykket bliver ved med at gå op, som nu, konstaterer han.
Alligevel er det hans overbevisning, at han kan være vært for en mere sikker fest, end de privatfester som i øjeblikket bliver arrangeret som erstatning for det organiserede natteliv.
Diskotekers skæbne afgøres 12. august
Siden det meste af landet lukkede ned 11. marts på grund af corona-pandemien, har det ikke været muligt at tage på diskotek og feste til efter midnat. Og det er en af de mest betydelige årsager til, at antallet af klager over høj musik er steget voldsomt denne sommer, da festen er flyttet fra diskotekerne til private hjem eller udendørsarealer.
I den oprindelige plan for genåbning af Danmark blev "diskoteker, spillesteder og natteliv" placeret i fase 4, der skulle starte primo august.
Partilederne er indkaldt til forhandlinger 12. august om genåbningen af fase 4 efter corona-nedlukningen.
- Vi er mere gearet, end hvis man bare lejer en gildesal, men det handler nok også om af man er bange for, at folk går rundt fra sted til sted, vurderer Lars Christensen og foreslår, at man måske udvikler et armbåndssystem for at hindre dette.
Idérigdommen er til stede, men politisk chef i Rekom, Lars Børsting, er samtidig realist.
- Vi tripper for at komme i gang i Vejle og resten af landet, men vi anerkender samtidig, at genåbningen af nattelivet beror på en sundhedsfaglig vurdering. Det skal være trygt at gå i byen, når vi genåbner.