Annonce
Hedensted

Folkeskoleledere tilfredse med skrinlægning af friskolebesparelser

Leif Kruse, der tiltrådte som skoleleder på Daugård Skole forud for dette skoleår, ser gerne, at folkeskolerne styrkes. Han mener dog ikke, at det skal ske på bekostning af friskolerne. Arkivfoto: Michael Svenningsen
Folkeskolen mangler ressourcer til at løfte sin opgave, men økonomiske midler skal ikke nødvendigvis findes på bekostning af friskolerne, mener lokale folkeskoleledere.

Hedensted: "Den enes død, den andens brød." Sådan lyder en talemåde med henvisning til, at et tab hos nogen kan være gavn andetsteds.

Med en sænkning af koblingsprocenten fra 76 til 71 ville Socialdemokratiet føre 300 millioner over til folkeskolerne, som derved ville blive styrket økonomisk. Forslaget er sidenhen droppet, og står det til Leif Kruse, der er skoleleder på Daugård Skole, er det en god beslutning.

- Jeg er enig i, at folkeskolerne skal løftes, men jeg synes ikke, at det skal ske på bekostning af friskolerne, siger Leif Kruse, som har fortid uden for folkeskolen som forstander på Sydvestjyllands Efterskole i Bramming.

I stedet ser han gerne, at de økonomiske ressourcer kommer fra andre områder på det offentlige budget.

- Hvor pengene skal findes, ved jeg ikke, men det er heller ikke op til mig at beslutte, konstaterer han.

Annonce

Jeg er enig i, at folkeskolerne skal løftes, men jeg synes ikke, at det skal ske på bekostning af friskolerne

Leif Kruse, skoleleder på Daugård Skole

Vigtigt som helhed

På Juelsminde Skole tilslutter skoleleder Karsten Damgaard sig sin kollega med hensynet til at styrke folkeskolen økonomisk.

- Der er brug for et generelt løft af folkeskolen. Særligt efter folkeskoleloven i 2013 har der været mangel på økonomi til at tilgodese de gode initiativer, der ellers lå i den, siger skolelederen, som er i tvivl om, hvor meget de potentielt tilførte millioner til folkeskolerne kunne have ændret på landsplan, hvis forslaget var realiseret.

Omvendt kan Karsten Damgaard godt se en pointe i at skære i tilskuddet til friskoler i visse tilfælde.

- Grundskolen (folkeskoler og friskoler, red.) skal ses som helhed, men det er ingen hemmelighed, at nedlæggelse af skoler og oprettelse af friskoler hænger sammen, siger han og tilføjer.

- Generelt set er der gode betingelser for at oprette friskoler, og der kan jeg godt stille spørgsmålstegn ved, om det er helt rimeligt. Når det er sagt, så er der flere friskoler, som udfylder en funktion for elever med et andet behov, end det vi kan tilbyde i folkeskolen, og her er det vigtigt med friskolerne, siger Karsten Damgaard og nævner den forbindelse naboskolen As Friskole som et eksempel på dette.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Vejle

Er du træt af private p-vagter? Kommunens p-vagter har venlige postkort med i tasken

112

71-årig kvinde dømt for fem tyverier

Jelling

Mobilmast får omstridt placering ved fredet skov: Naboer må vige for samfundsmæssige interesser

Annonce