Annonce
Børkop

Oplevelserne med coronapasset har været gode i zoo - men man kunne godt bruge ensretning

Karina Schou er glad for igen at kunne byde besøgende velkommen i Skærup Zoo. Indtil nu har det været en positiv oplevelse at arbejde med coronapasset. Foto: Søren Gylling
I Skærup Zoo har de slået dørene op for sæsonen. Ved indgangen skal man vise en negativ test, som er taget inden for de seneste 72 timer. Det er gået rigtig godt, siger direktør Karina Schou.

Skærup: Påskedagene har budt på aldeles godt vejr indtil videre med masser af solskin. For en del betyder det en tur forbi Skærup Zoo, som lørdag 27. marts åbnede op for sæsonen.

Som i resten af samfundet er der gældende restriktioner, der skal overholdes.


Selvom der ingen problemer har været med en negativ test, så ville ens restriktioner gøre det nemmere for os og de besøgende at håndtere.

Karina Schou


En af de restriktioner er, at man skal have en negativ test inden for 72 timer for at kunne komme ind. Det har de ved Skærup Zoo haft gode oplevelser med indtil videre.

- Der har ikke været sure miner over det. Stort set alle har det allerede klar, når de kommer hen til indgangen og skal have en billet. Så der har bare været et helt positivt billede af den første tid med coronapasset, siger Karina Schou, der er direktør i Skærup Zoo.

Søstrene Frederiksen med tre børn synes, det er fint med coronapasset, når man nemt og hurtigt kan få en hurtigtest. Foto: Søren Gylling
Annonce

Vil gerne have ensrettede retningslinjer

Søstrene Frederiksen, Nadia, Mette og Jasmina, tager gerne afsted, selvom det kræver en negativ test.

- Vi har overhovedet ingen problemer med det. Især når den nye hurtigtest er smertefri og ingen tid tager, er det nemt at smutte herind. De små unger her skulle jo have noget at lave i påsken, så det er virkelig dejligt, at der er åbnet lidt op, selvom der er restriktioner, siger Nadia Frederiksen.

Det stemmer Mette Frederiksen (ikke landets statsminister) sig enig i. Hun er samtidig fuldt vaccineret, men det alene giver ikke adgang til zoo i denne ombæring. Hun sal også fremvise en negativ test.

Karina Schou kunne godt tænke sig mere ensrettede retningslinjer.

- Selvom der ingen problemer har været med en negativ test, ville det gøre det nemmere for os og de besøgende at håndtere. For eksempel gælder en fuld vaccination hos frisører, men det gør det ikke ved os, siger Karina Schou og fortsætter.

- Vi har haft en familie, der kom, hvor moren, der er sygeplejeske og fuldt vaccineret, ikke kendte til reglerne for os, fordi der var en forventning om, at vi var inde under samme regler som frisører.

Jaguarerne fik unger 23. december. Nogle gange drøner de rundt og leger, men her tager de en velfortjent middagslur bag forældrene. Foto: Søren Gylling
Annonce

Knap så mange besøgende som normalt

Skærup Zoo, som til sommer fylder 20 år, har i alle årene kørt med at åbne til påske eller senest 1.april. Det har der også været i år. Men det foregår med knap så mange besøgende som på et normalt år.

- Vi har god plads herinde nu, når der ikke er så mange, og det virker egentlig som om, at gæsterne er fint tilfredse med pladsen. Vi ville da gerne have, at der var flere, men vi har budgetteret med, at der formentlig ville komme færre i år. Når vi kommer længere ind i året, så vi vil dog gerne have flere ind, end der kommer lige nu, siger Karina Schou.

På et normalt år vil Skærup Zoo have imellem 40.000 og 50.000 gæster forbi, men det er svært på nuværende tidspunkt at vide, hvor mange der kommer.

En af de attraktioner, som Skærup Zoo i år kan tilbyde, er de to nye jaguarunger, der blev født 23. december.

- De er jo lige blevet tre måneder. De render ofte rundt og leger med hinanden og forældrene, men der skal naturligvis også være plads til, at de får deres middagslur en gang i mellem, siger Karina Schou.

Hueaberne fra Sri Lanka nyder det gode vejr med at få tilset pelsen. Foto: Søren Gylling
Masser af børnefamilier har lagt vejen forbi Skærup for blandt andet at kunne komme tæt på dyrene. Foto: Søren Gylling
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce