Annonce
Debat

Forældrebestyrelse om sampasning op til påske: Vejle Kommune driver gæk med småbørnsforældre

Iben Klausholm skriver som billedtekst: "Hørt på legepladsen i Jelling: "Vi kan lege sammen i sampasning i en anden børnehave mandag 29. marts - der kommer min fætter fra Skibet også". Kommunen og retningslinjerne synes, det er en rigtig god ide." Privatfoto

Læserbrev: 15. marts kunne man læse i VAF, at en mor, Christina Jensen, undrede sig over, at Vejle Kommune på trods af corona-pandemien vedholder at samle børn på tværs af institutioner og dagpleje til såkaldt sampasning i de tre dage op til påske.

Iben Klausholm. Foto: rawimages.dk

I forældrebestyrelsen på Grangård i Jelling deler vi Christina Jensens forundring.

Vi er bekymrede for sampasningsordningen i corona-tiden. Vi undrer os over, at Vejle Kommune vælger at gennemføre sampasningen med det afgørende argument, at Vejle Kommune følger myndighedernes retningslinjer.

Som forældre siger vi ikke, at retningslinjer ikke er vigtige. Men vi vil gerne understrege, at Vejle Kommune har ladet os vide, at andre henstillinger også er meget vigtige:

Kommunen har for eksempel tidligere opfordret os til at vise samfundssind ved så vidt muligt at holde vores børn hjemme for at undgå smitte i dagtilbuddene, selvom dagtilbuddene var åbne, og vi forældre stadig betalte fuld pris for den børnepasning, vi ikke benyttede os af.

Skal den indsats nu sættes over styr, når Vejle Kommune gennemfører sampasning i blandt andet Mariehønen i Jelling? Her vil mindst fire institutioner og fire dagplejehjem være repræsenteret med børn og personaler.

Det hører med til vores betænkninger, at hverdagen i institutionerne fortsat er underlagt klokkeklare restriktioner i forhold til pandemien.

Det drejer sig blandt andet om striks opdeling af børnegrupperne, som for eksempel markeres af fysisk afgrænsede legeområder, et fornødent minimum af kontakt på tværs af diverse stuer i ydertimerne, og at personalet ikke bør vikariere for hinanden internt i huset af frygt for konsekvenserne i det tilfælde, at en corona-variant skulle vise sig at blive en uønsket del af den pædagogiske hverdag.

Under almindelige omstændigheder kan Vejle Kommune måske se sampasningen som en økonomisk besparelse. En besparelse, som vi ikke mener, klæder en mønsterkommune i krisetid, når det handler om tryg pasning af vores børn, mens vi tjener samfundet ved at gå på arbejde.


Prisen kan desværre ende med at blive gevaldig høj for tre dages fællesskab med sparekniven i den ene hånd og truslen om corona i den anden.

Iben Klausholm


Prisen kan desværre ende med at blive gevaldig høj for tre dages fællesskab med sparekniven i den ene hånd og truslen om corona i den anden.

Tre dage med børn og personale fra mindst otte forskellige enheder.

Tre dage med en tilbagebetalingspris vi kun kan frygte - for samfund, børn, forældre og personaler.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce