Annonce
Indland

For anden dag i træk er over 1000 registreret smittet

0,51 procent af de 202.279 test, der er kommet svar på det seneste døgn, har været positive. (Arkivfoto). Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
1023 personer er bekræftet smittet med corona, viser seneste døgns tal. Antal indlagte stiger med 1 til 157.

For anden dag i træk er der registreret over 1000 nye tilfælde af covid-19.

Yderligere 1023 personer er bekræftet smittet, viser tal fra Statens Serum Institut hos Sundhedsstyrelsen.

Man skal helt tilbage til midten af januar for at finde de seneste dage, hvor der er registreret så mange smittede.

Det kan dog være svært at sammenligne smittetallet over tid. I januar blev der for eksempel testet færre personer hver dag.

Kigges der på andelen af de daglige positive test - også kaldet positivprocenten - er den et helt andet sted i dag.

Frem til midten af januar var positivprocenten over 1,00, men siden slutningen af januar har den dagligt været under 0,50.

Fredag har 0,51 procent af 202.279 test været positive, hvilket forlænger en let stigende tendens.

Med dagens smittetal har positivprocenten fem gange over de seneste seks dage været over 0,49 procent.

Eskild Petersen, adjungeret professor i infektionssygdomme ved Klinisk Institut på Aarhus Universitet, vurderer, at de stigende smittetal skyldes genåbningen af samfundet.

- Det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om. Restauranterne er fyldte, og der er godt med folk på gaden efter lukketid og så videre. Så det er ikke nogen overraskelse, siger han.

Fredag morgen var 157 personer indlagt med corona på landets hospitaler. Det er 1 mere end torsdag morgen.

Af dem ligger 31 på intensivafdeling, og heraf er 16 tilkoblet en respirator. Det er henholdsvis 3 og 4 færre end torsdag.

Ifølge Eskild Petersen er antallet af indlagte på et helt overkommeligt niveau for sundhedsvæsenet.

- Indlæggelsestallene holder sig lavt. Så der er ikke nogen større belastning på sygehusvæsenet i øjeblikket. Og det er jo, fordi de ældre, som var dem, der blev indlagt, nu er vaccinerede, siger han.

Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) oplyste tidligere fredag på Twitter, at hver fjerde dansker nu har fået mindst et stik med en coronavaccine.

Der er foretaget 496.584 lyntest. Positive test indgår først i de daglige smittetal, når er bekræftet ved en PCR-test.

Det skyldes, at der er en større usikkerhed forbundet med svarene fra lyntest.

Der er sket yderligere to dødsfald blandt smittede. I alt er 2495 smittede døde i Danmark under pandemien.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv

Peanutbutter-banana-sandwich og portugisiske grillspyd: Det har der været serveret på Vejlegården siden fagkonflikten

Erhverv

De seks vigtigste ting, du skal læse, for at forstå konflikten på restaurant Vejlegården

Vejle For abonnenter

Stadsarkitekten afviser kritikken af vandkunsten ved Vejle Rådhus: 'Det fungerer både til hverdag og fest'

Annonce